Albums

Diskografi

Gæst - 2004

Namedropping nobody

hvem kalder du en fuser – har du nogen at gå tilbage til?
hvis du ka' gå – for hva' hvis han viser sig fuldstændig ukontrollabel
med brændende sko i din bil? – ja hva' med din bil?
er der Casco og fuld toleranceprincipper for alt?
eller henviser klokken på døren til redaktionen?

ung mand hos en Totalitær talisator
betragter sig selv i næste uges tv program
han stirrer på sit ansigt smurt ud over siden
som én af dem I har tænkt jer skal gøres til grin
i de genudsendte fraklip med til grin dilletanter
der dummer sig i prime time
- nu skal han hånes igen

jeg husker hans ansigt da han blev Ditchet i programmet
det der hed: Kom som du er og bliv Popmillionær
- OK han sang falsk
men I holdt ham for nar - jer i panelet
I fik jer en griner over staklen
der blev opslugt i kulissen mens I gejlede jeres publikum

jeg forholdt mig Phillip Marlowe
i mit hul i provinsen
når glasskår flyver vandret er der ådsler
i avisen til mig

namedropping nobodies læs avisen
gu' ved om I tænker – for tænk at I tør
falmede håb og forbitrede miner
dem griner I af
dem griner I af

er det repressiv redaktionel tolerance
-eller flyder konceptet i kantinen
som en WigWam tour?

for han ved hvor I bor
han har kørt jer hjem fra byen
vogn 16 fra centrum med nydansk chauffør
imens I gramser på kvinder
fordi I tror jer alene
- alene i selskab med mørklødede typer som ham

namedropping nobodies læs avisen
det rasler i bladene der hvor I står
falmede håb og forbitrede miner
dem griner I af
dem griner I af

-han ved hvor du bor
-han kender din hund
-du gør ham til grin
-mon du slipper for mén
-du mener dig tryg
-somom det var nok

i hovedstadsreaktionær arrogance
at gå til VIP snigpremiere
- og se Bleeder

Printversion
Køb på iTunes
Køb på iMusic
Trackliste 1. Lille hul
2. Seende kærster
3. En der er grim
4. I statsministerens undergrund
5. En plads i byen
6. Trist som en tigger i bombay
7. Lorna
8. Talisman
9. Namedropping nobody
10. Inden bay city rollers kom frem

Lille hul

Sjofelt eller kultur-kritik? - Aner det ikke.
99,9 % af alle sange, skrevet de seneste 100 år beskæftiger sig konsekvent med heteroseksuel to-somhed, men jeg mener - der er sgu meget andet i livet...
Det sjove er jo altid at skrive i dobbelt-tydighed, så må andre associere, hvad de vil. Når en sang er færdig, er den lisså meget andres, som min, så - up to you.

Skrevet i Australien, i 2003.
Vi var der godt og vel tre uger, og helt aussie-fan blir jeg nok aldrig. At rejse med to drenge, i den mest opfindsomme kravle-alder i dét land, der huser mest, giftigt - og aggressivt! - kryb, er spændende nok. Men når man tilforn sol-skoldes, selv i støvregn, og The great Pacific Highway viser sig at være en vestjysk landevej, med kameraer til enhver, der kører over 80 - og der er altid langt - så blir' det lidt langhåret, for mig.
De hvide indfødte imponerede mig heller ikke, slet ikke i humor, og gæstfrihed. - Det første jeg bemærkede i lufthavnen, var 50 taxaer med en mega-sticker i bagruden:
Australia - love it, or leave it!
-Nå, men osse et vildt og stort land, da...

Jeg fik straks ved ankomsten kraftige guitar-abstinenser (det var umuligt at slæbe én med, derover), og begyndte at surfe rundt i guitar-butikker, mens de andre blev stegt, under hullet i ozonlaget. Jeg forelskede mig straks i en Gibson L-4, fra 1934, woooow! Moar, må jeg godt få?...

Så sad jeg og spillede ragtime, under et papegøjetræ, og skrev altså dén hér lille ragtime-sang - Lille Hul...

Ved heroisk kamp fra mine børns mors side, lykkedes det at få Gibson'en med på flyet, da vi skulle hjem igen.
Senere skulle den rejse med en fragtmand til København, hvor den glimrende sanger og sangskriver, Kenneth Thordal var interesseret i at købe den. (Jeg kunne ikke bruge den live, da det var umuligt at bygge en pick-up ind i den)
Det lykkedes fragtmanden at pulverisere instrumentet til ukendelighed, mellem Århus C, og hovedstaden - et instrument, der havde rejst rundt i verden, fra Amerika til down under, til Danmark, uden en skramme, siden 1934. Forsikringen betalte - som om det havde det mindste at sige. Død var L-4, fra 1934...

Gå til sang

En plads i byen

Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksempler, på det ene og det andet.
En plads i Byen blev skrevet med et knips.

Vi var lige flyttet fra Aalborg til Århus - ikke med min gode vilje, men sådan ville skæbnen det - fra et "mansion on the hill", til midtbyens rummel og ja ja, bevares, blinkende café-liv, en samværsform, jeg aldrig bliver fan af, eftersom jeg aldrig har drukket kaffe, og hader larmen fra de dér små hidsige cappuccino-maskiner - især i betragtning af, akustikken i caféerne er hysterisk... Jeg havde ringet og snakket med Steffen Brandt, der bor lige om hjørnet, fra vores gade.

- Yo Stef - Hvordan opdrager man drenge, i Århus midtby? (Han har opfostret tre af slagsen, hér)

- Altså de skal holde sig fra sprut, til de er 11, fra hash til de er 13 - og så stjæler man ikke hos købmand Smedegård. Og fra de er 14, og vil ned og rende i byen om aftenen, lukker man ikke et øje, indtil de er flyttet hjemmefra... - Fedt...

Nå, vi var flyttet herned, og havde gæster på tag-terrassen. Den mindste af knejterne var gået ned på den lille boldbane hér bag vores ejendom, med sin bold. Da jeg på et tidspunkt gik på toilettet, så jeg fra velux-vinduet, hvordan han gik alene rundt, med sin bold under armen, og sparkede lidt i græsset. Han var en uendelig klejn, lille figur at se på, og skrøbelig. Jeg gik tilbage til selskabet, men måtte tilbage og se, hvordan det gik med ham. Han var der stadig. Han havde sat en pind i jorden, og forsøgte nu at ramme den, med bolden. Det gik ikke så godt.

Jeg gav mig til at skrive de første linier - find en plads i byen, til min dreng... på min mobil, gik så ud og fandt noget papir, og havde straks et vers, og næsten et halvt mere. Det var lissom at tegne croquis - modellen til sangen var min dreng, der denne døende sommeraften, sjoskede rundt, alene, lige neden for. Han forsøgte at knække en hassel-kæp af ét af nødde-træerne, men gjorde ikke, som jeg havde vist ham, så dét gik ikke. Så fandt han en død kæp, og gav sig til at tæske lidt løs, på ét af de ramponerede mål.

Jeg var sporadisk tilbage ved selskabet, på tag-terrassen, hvor kæften gik over Havana-club - så tilbage til vinduet, og lure på ham, og skrive lidt mere. - Det skulle være dér, og det skulle være nu.
Sangen var stort set færdig, da jeg så at han opgav at finde ligesindede, og gik gennem baggården. Snart efter ku' hans fødder høres på bagtrappen. Og sangen var stort set færdig.

- Hva' så - hva' har du lavet derude? spurgte én af gæsterne, og tog ham op på skødet.
- Bare spillet fodbold med nogle drenge, sagde han. - Men de stjal min bold...

En plads i Byen er osse er en universel sang om at komme hvor som helst hen, som ny - og ønske sig at blive taget ind.

Gå til sang

Trist som en tigger i bombay

Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg kunne ha' sunget den bedre...
Jeg ku' altså ikke nære mig for lige at kommentere på dén dér triste-rock bølge, der bare messede ud over stepperne, på dét tidspunkt.
Generelt er der alt for få, der mener noget som helst i dansk rock - og showbiz, i det hele taget. - Der er ikke meget Paul Weller dizzer Liam Gallagher, som så vil slås, hvis de ses til Music Awards, herhjemme. Og det ku' jo ellers være ret festligt. - Ikke siden Peter A.G. gik bananas over at Thomas Helmig og DAD havde formøblet hans formue, på et vanvids-WigWam-projekt, har der været meget slag i bolledejen. - Men ved dén lejlighed inviterede jeg A.G. på en dejlig, hot curry, på restaurant Thaj, i København - for at se ham sprutte og hvæse. Han skuffede ikke...

Desværre var der én eller anden klap-hat - jeg tror det var på Berlingeren - der fik drejet min sang derhen, at det var en kritik af Saybia - hvilket det ikke var.- Det var bare en kommentar til, at rocken var - og stadig er - totalt humor-forladt, mens stand-upperne, der har taget patent på at være sjove, er tå-krummende umorsomme...
- Skrevet i Tyrkiet, iøvrigt, mens jeg var holdt op med at ryge - og kun røg i smug, for mine unger. Konstant...

Gå til sang

Lorna

Som lejlighedsvis nævnt, handler meget - om ikke al - min sangskrivning, om vi mænds forsøg på at tiltuske os værdighed, klamre os til den, miste den - og forsøge igen at opnå den. I hvert fald kan jeg jo se, mange af mine deciderede ham/hende-sange tar' udgangspunkt i dette.
Lorna er naturligvis ingen undtagelse.
For mig er det ofte et spørgsmål om at sætte en kulisse op - et scenarie, der kommunikerer en troværdig virkelighed, omend sagerne er nok så fiktive og selvopfundne.
Navnet Lorna kan på ingen måde associere til latte-kulturen, eller en dertil hørende storby-kultur. Og en indkøbspose fra "Funnypark" findes vist ikke - endnu. Men Lidl, Rema 1000 og meget andet af dén skuffe, fandtes heller ikke i Danmark, for bare en halv snes år siden, da jeg skrev sangen. - Så hvem ved, hvornår den første Funnypark holder åbnings-udsalg?

Men først og fremmest er Lorna jo en sang, der kredser omkring tv-serien, Matador. Jeg ville gerne hylde dette mesterværk, i en sang. Så min såre simple "metode" var at forestille mig, hvad Matador's anti-tese er. Kulde, afsondrethed, en kultur, hvor man ikke snakker mere sammen - eller går ud - mere end højest nødvendigt. Og en ungkarl, alene i sin sofa, uden nogen at se - Matador med... for Matador er en serie om sammenhold, småby-kultur, på godt og ondt, kærlighed og kampe. Og selve dét at se Matador - som serie - er jo indbefattet af den totale, nationaliserede kerne-familie's væren sammen, i stuen. Derfor - synes jeg - er det muligt at skrive en sang om det. Fordi der er så stærke modsætninger, mellem sangens jeg-person, og alt, hvad Matador er, og var. Uge efter uge, endda...

Matador var noget, vi havde til fælles - og blev efterhånden noget nær et nationalt relikvie, man skal passe meget på med at pille ved. Var det ikke fordi, jeg elsker Matador, lisså meget, som alle andre, havde jeg ikke givet mig i kast med at skrive sangen. Hvorfor skulle jeg det?

I toget fra Kbh til Jylland, kom jeg til at sidde i rygevogn - det var dengang - med Lise Nørgård, selve Mor Matador. Hun skulle til Randers, og se Poul Thomsens nyeste generation Balder. Jeg ville gerne spille min nye Matador-sang for Fru Nørgård, men modet svigtede mig - selvom jeg var rejsende med guitar...

Gå til sang

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C