Albums

Diskografi

En gros - 1998

Gajo

fremmede folk i fjendeland
jeg husker sigøjnerne
ordentlige folk tog imod dem her
som svindlere og løgnere
og på pladsen
der aldrig bliver brugt
ruller vognene ind som en regnbue
med sigøjnere
der brænder åben ild
brænder ild mens vi sover

de gamle tjekker hvad der sker
de samles og snakker
de vil ikke have sigøjnere her
eller den slags kanakker
og betjenten
han puster sig op
hans far forsvandt under krigen
han vil ene mand sætte hårdt mod hårdt
jage sigøjnerne ud af byen

han er Gajo * hvad end han gør
han er Gajo for dem
ja han er Gajo selv om han tør
så stikker Gajo hunden frem
han er Gajo hvad end han gør
han er Gajo for dem
ja han er Gajo selv om han tør
er han en Gajo mand for sigøjnerne

og den gamle Rupa læser i kortene
de vil ikke blive lykkelige her
hendes joker ligger under for kongen
uanset hvordan hun gør
byens unger
står og ser på
imens truppen tager afsted
for alverdens unger er sigøjnervenner
jeg ville ønske de kunne tage med

Printversion
Bagom sangen

Gajo

Efter debut'en med Norlan, i '89, måtte der gerne komme en plade, der ikke bare fik masser af fede anmeldelser, men som osse ku' spilles i radioen.
- Mindre vendsysselsk mumleri, særhed - og kautervælsk, tak!
Nogenlunde sådan fornemmede jeg mit pladeselskabs opfattelse af tingene, og deres kontraktlige fremtid, med mig, dét efterår.

Jeg var blevet optaget af dét med sigøjnere, fordi jeg havde læst en bog om cirkus og tivoli-folk - de rejsende, i forbindelse med at jeg researchede til min sang om Tårnspringeren, Jimmie Jamieson.
Gajo er roma - sigøjnersprog - for dét, der ikke er sigøjner, min fars cykel, for eksempel. Derfor tog han altid, ikke bare sin cykel men osse sine træsko indendørs, hvis rygtet gik, at nu var der nu sigøjnertrup, der havde slået sig ned på Havmarken, tæt på havnen. - Han var, som de fleste mænd i byen, sikker på, at blev der stjålet for eksempel 70 cykler og 35 par træsko, henover en weekend - så var det sigøjnertruppen, på måske i alt 12 - 14 mennesker, der stod bag hele forbrydelsen.
Det er så dét, sangen handler om. - Lukketheden og fremmed-forskrækkelsen, og alt dét hejs...

Da vi lavede videoen til sangen, i og omkring en gammel flyver-hangar fra krigen, udenfor Frederikshavn, dukkede den gamle ikke desto mindre op, i sin lille hjemmemalede, røde Morris Mascot-stationcar, med kæmpe-store hvide bogstaver henad siden, hvor der stod GAJO. Det var hans ultimative støtte og accept af knægten...

Lyden, musikken på sangen, udsprang af at jeg på dét tidspunkt, guitar-mæssigt var optaget af, dels omstemning, væk fra guitarens normale stemning (hér er H-strengen stemt ned til A) - og som altid, optaget af Pete Townshend's akustiske power-spil.
80'erne hadede - eller bare ignorerede totalt, den akustiske guitar, undtagen i nogle singer-songwriter-nicher. - Det var plastic-keyboards, oversavede t-shirts, og synthesizers, det hele. Undtagen good ol' Pete! Han fik som altid det totale punk-raseri ud af sin Gibson J-200. - Yesss!!

Når jeg i dag hører Gajo tænker jeg - dens kvaliteter som sang, ufortalt - Olsen, hvor gik det lige galt dér? - Men intentionen var der...
Trackliste 1. Gajo verden gajo værd
2. Under rimelige grænser
3. Rimmerby strand
4. Balladen Om Rosa
5. Lun luft over danmark
6. Gajo
7. De kommende år
8. Wir will ein Danmark
9. Aston Martin '66
10. Vi lå jo i herning
11. Han har tænkt
12. Frossen Fuldmåne
13. Bette Liverpool
14. Op til alaska
15. Taberens Søn
16. Turki Tonki
17. Med ryggen til land
18. Norlan
19. Ballade om T.T.T.
20. Jeg vil
21. Regn på vej
22. 5 under 0
23. Er det mig der lyver?
24. Rødt Jern
25. I svederemmens ånd
26. Selskabsmadonna
27. Før du spø'r hende
28. I den by jeg kommer fra
29. Mit Næste Liv På Jord

Balladen Om Rosa

Dén skrev jeg, mens vi boede i Fredericiagade, i København. Det var ikke svært.

Sangen består jo i princippet kun af to vers - hvilket jeg ofte har måttet toppes med mine stakkels musikere om - de tæller anderledes, men det er min sang.
Jeg har tit haft fornøjelse af at bruge såkaldte dyre-allegorier, i sange. - Så er der ingen der blir' fornærmede. Og det fede er, man kan lade fantasien rende løbsk, og udsætte kræ'ene for hvad som helst...

En anden ting, jeg holder af - fordi jeg bestemt ikke er bibelstærk - er mine helt personlige, meget tidligt indpodede, sikkert ofte helt fejlagtigt citerede, billeder af store ting og sager, fra Det gamle Testamente.
Meget af min tid i Bibelhistorie, som det hed i min skoletid, tilbragte jeg på gangen udenfor klasselokalet - men af og til var der en drabelig historie, om de syv plager, og græshopper, og lækkerier, som hang fast...

Da vi skulle indspille sangen, til pladen, Jern, opdagede vi i studiet, at den manglede et dur-stykke - en slags omkvæd. Det var ikke så godt, for musikere hader at hænge og vente på at indspille noget, der ikke er skrevet færdigt.

- It's not a song yet, konstaterede Vinnie Kilduff, vores irske producer,tørt - og jeg ku' jo godt se, han havde ret.

Jeg piskede løs med papirstumper og kuglepen, og anede overhodet ikke, hvad de fire linier skulle være... Men manglede gjorde de. - Det ville være fedt, hvis Rosa lige forlod sit e-mol-univers, og gik til G-dur, dér - men totalt latterligt, hvis ikke der var noget tekst, men hvad? Et omkvæd er det sted i sangen, der konkluderer selve meningen, med skidtet - dér hvor man sætter flaget op. - Men hvad handlede Balladen om Rosa egentlig om?

Da jeg var færdig, og vi skulle indspille sangen, havde jeg fået dén ide, at trommeslageren skulle spille med sine stikker på strengene på en kontrabas, der lå på et pool-bord. - Det ville lyde fedt...Trommeslageren - en virkelig irsk, hot-shot gjorde det, men endte til sidst med at være så rasende på mig, at han ville skyde mig...

Et par år senere kom musik-begavelsen, og forfatteren, Henrik Marstal til Hasseris, for at interviewe mig til en bog han skrev på - en bog om sang-skrivning.
- Jeg kan høre på Jern, at du først har skrevet omkvædet til Balladen om Rosa, efter sangen var skrevet færdig, sagde han...
- Njaa, det mindes jeg nu ikke, sagde jeg, og tænkte - Hva' satan??

Gå til sang

Gajo

Efter debut'en med Norlan, i '89, måtte der gerne komme en plade, der ikke bare fik masser af fede anmeldelser, men som osse ku' spilles i radioen.
- Mindre vendsysselsk mumleri, særhed - og kautervælsk, tak!
Nogenlunde sådan fornemmede jeg mit pladeselskabs opfattelse af tingene, og deres kontraktlige fremtid, med mig, dét efterår.

Jeg var blevet optaget af dét med sigøjnere, fordi jeg havde læst en bog om cirkus og tivoli-folk - de rejsende, i forbindelse med at jeg researchede til min sang om Tårnspringeren, Jimmie Jamieson.
Gajo er roma - sigøjnersprog - for dét, der ikke er sigøjner, min fars cykel, for eksempel. Derfor tog han altid, ikke bare sin cykel men osse sine træsko indendørs, hvis rygtet gik, at nu var der nu sigøjnertrup, der havde slået sig ned på Havmarken, tæt på havnen. - Han var, som de fleste mænd i byen, sikker på, at blev der stjålet for eksempel 70 cykler og 35 par træsko, henover en weekend - så var det sigøjnertruppen, på måske i alt 12 - 14 mennesker, der stod bag hele forbrydelsen.
Det er så dét, sangen handler om. - Lukketheden og fremmed-forskrækkelsen, og alt dét hejs...

Da vi lavede videoen til sangen, i og omkring en gammel flyver-hangar fra krigen, udenfor Frederikshavn, dukkede den gamle ikke desto mindre op, i sin lille hjemmemalede, røde Morris Mascot-stationcar, med kæmpe-store hvide bogstaver henad siden, hvor der stod GAJO. Det var hans ultimative støtte og accept af knægten...

Lyden, musikken på sangen, udsprang af at jeg på dét tidspunkt, guitar-mæssigt var optaget af, dels omstemning, væk fra guitarens normale stemning (hér er H-strengen stemt ned til A) - og som altid, optaget af Pete Townshend's akustiske power-spil.
80'erne hadede - eller bare ignorerede totalt, den akustiske guitar, undtagen i nogle singer-songwriter-nicher. - Det var plastic-keyboards, oversavede t-shirts, og synthesizers, det hele. Undtagen good ol' Pete! Han fik som altid det totale punk-raseri ud af sin Gibson J-200. - Yesss!!

Når jeg i dag hører Gajo tænker jeg - dens kvaliteter som sang, ufortalt - Olsen, hvor gik det lige galt dér? - Men intentionen var der...

Gå til sang

De kommende år

Jeg skrev De kommende År i Møllestien, i Århus. Det var vinter-vejr, november 1991, og jeg kan huske det drev ned ad Velux-vinduerne med den dér november-blanding af regn og slud.
Der er altid tegn i vejret - tentakler og tråde, der rækker bagud, i hukommelsen. Alle kender det - erindringens evne til at karikere og forenkle. - Hvordan var vejret om sommeren, da du var dreng? - Solskin, altid saftevand og solskin, og knæ med plaster på. - Og om vinteren var der sne sne sne...
Jeg sad og skrev på denne forenkling (det må man gerne, når man selv har betalt for papir og blyant, osse selv om det man skriver, ikke passer) - Pigerne med hårbånd og drengene i knickers...
Jeg var midt i at skrive sange færdig til Pindsvin i Pigsko-pladen, og ville gerne lave en sang, der på én gang rummede et smukt, naivt håb for fremtiden, og alligevel forholdt sig til en samtid, jeg syntes var ved at lukke sig om sig selv i EU-regulativer og smalsporet egoisme. - Så op af sækken med de stiliserede erindringsbilleder, fra før verden gik af lave - og fra begyndelsen af vestens lyse, derud-ad-kultur...
Vi havde fået den fedeste pr-stunt idé, til sangen. Meningen var, at vi - pladeselskabet altså - skulle købe 100 ghetto-blastere, stoppe et kassettebånd med De kommende År i hver af dem, og placere dem i skraldespande, under bænke, i gyder og alle steder, omkring Rådhuspladsen, i København. Så skulle 100 mennesker på slaget midnat, på udgivelsesdagen, trykke play, og bare efterlade ghettoblasterne, og gå sin vej. Så ville denne sang lyde over hele indre København - og hundrede tilfældigt forbi passerende mennesker ville få sig en gratis spillemaskine (og sikkert smide kassettebåndet væk, men det var ok). Desværre fik pladeselskabet kolde fødder, da det ikke stod klart, hvor vidt det er lovligt at efterlade 100 kassette-optagere på offentlig gade og vej.
I stedet blev der arbejdet på, at vi skulle spille De kommende År live, ved et stort, tv-transmitteret arrangement, på Rådhuspladsen, i København, nøjagtig når midnatsklokken var færdig med at bimle det nye år ind. - Årets første sang om håb for det nye år... Det blev heller ikke til noget. Men ideen var god nok.
I stedet blev jeg dén nytårsaften båret på lazarettet, efter at være ramt i brystet af en mega-raket, under vores årlige Møllestien-slag, hvor gadens to ender gik i ildkamp, mod hinanden. Min uniform bestod af et stribet slips - vist eneste gang jeg har haft et sådant på - og stort set ikke andet...

Gå til sang

Aston Martin '66

Dén skrev jeg ved havebordet, i Møllestien, i Århus. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår.

Jeg havde set et tv-indslag, om dén dansker, der havde ejet flest biler, gennem tiden. Jeg kan ikke huske, hvor mange - men mange. Han fortalte om, hvordan han lå vågen hele natten, og glædede sig, når han næste dag skulle afhente sit seneste køb. - Det var selve dét at sætte sig ind i bilen, den første tur - for så straks at miste interessen, og drømme om den næste...

Han virkede som en glad og tilfreds mand, med en passion - men han kom osse fra et sted i midt-eller vestjylland, tror jeg.

Jeg kunne godt li' tanken om denne besættelse af noget, der ruller ud ad en landevej.

På dét tidspunk lyttede jeg til - eller rettere studerede - en hel del Van Morrison - hans fabulerende og mediterende grooves og måde at synge på. - Bl.a. sangen, In the Garden.

Det jeg husker bedst er dog, at jeg dén dag, hvor jeg skrev sangen, skulle gæste-optræde, ved en koncert med Johnny, i Århus Musikhus.
Jeg viste kort Knud Møller - guitar, Aston '66 - akkorderne - og fortalte, at de bare kører rundt, de samme fire, hele sangen. Michael Friis - på dét tidspunkt, Johnny's trommeslager, talte for - og så kørte bussen, ellers...

Så spillede vi den - bare fra hoften - og jeg tror aldrig siden, jeg har været med til at spille en federe koncert-version af sangen...

Da den kom på plade, var der en del, der mente melodien var ren Springsteen, Tunnel of Love, eller ren Tracy Chapman's, Talking about a Revolution - eller hva' med ren Hothouse Flower's, Don't go? Aston Martin '66 er nok dem alle - og de er stjålet fra hinanden.

Når man spiller dén akkord-rundgang, er det faktisk allermest, Æblemand - da da da da da da da / Æblemand / da da da...

Gå til sang

Han har tænkt

Ja, altså hér har vi noget, der ikke var tænkt som en sang – bare lidt skribleri, der greb om sig. Den er skrevet i Møllestien, i Århus – året før vi lavede Gajo.
Jeg havde den hér lille halvanden sides novelle – der hverken rimer eller noget – og mens vi var i studiet, i København, for at indspille Gajo – som Olle Nyberg producerede – sad Olle og læste teksten. Han mente, det skulle være en sang, så jeg gik i gang med at flikke en slags melodi sammen. Mit udgangspunkt var, ikke at ændre i teksten eller forsøge at gøre den til vers med rim og så videre. Det gik egentlig ok, og Olle komponerede videre på en del melodi-ændringer og producerede med mange små bip og tik og tok – og så var det pludselig en sang.
Han har Tænkt kredser om dét tema, jeg må erkende, der ofte er mit omdrejningspunkt – rastløsheden, manden, opbruddet – og tilknytningen til dét man kommer af, længes mod og væk fra.
Slutningen med ” svigerfar der står ved landevejen og ser sig om efter trekvart århundrede, der gik ”, er en slags parafrase over en mand – Niels Jegen (tak Jegen), som stadig lever, og som er 102 år gammel. Hans gård ligger på det flade land, under bakkerne, hvor jeg blev født, lige lidt syd for Frederikshavn. Hvorvidt han står ved landevejen og glor, ved jeg ikke – men det kunne uden tvivl være sandsynligt.
Eneste hage er, at eftersom Jegen aldrig har været gift – måske er det derfor, han er blevet så gammel – kan han jo ikke rigtig være svigerfar, vel? – Men dén slags er tilladt, når musikken spiller…

Gå til sang

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

Gå til sang

Turki Tonki

Skrevet i Brammersgade, i Århus. – Eller lige i starten af, hvor jeg boede i Møllestien.
I hvert fald lyttede jeg meget til John Hiatt’s album, Bring the Family, i dén periode. Og lytter man til sangen, Lipstick Sunset, tør jeg godt hér indrømme - hvor ikke så mange ser det - at uden dén havde Turki Tonki’s to første linier – og dermed sangen - nok aldrig set lyset …

There’s a lip-stick sunset
Smeared across the evening sky (tror jeg der står)

Med lidt kindrødt på himlen
Kigger Vuni herned (ved jeg, jeg skrev)

Men dén slags pinde-huggeri går vi sangskrivere langt mindre op i end så mange andre. Alt står på skuldrene af hinanden. – Og én ting er sikkert – jeg vidste, hvad jeg skrev om.
Da stofferne kom til Frederikshavn, sidst i tresserne, var der ikke nogen, der vidste, hvad det var. I det hele taget var verden et smukt, jomfrueligt sted – ikke mindst i mit vidunderlige, langsomme indianerreservat. Men venners brødre, venners fætre – nogen man kendte, var pludselig kommet for tæt på solen, så dén voks, der holdt deres vinger, smeltede. Så faldt de til jorden, og blev bisat fra kapellet, og fik en lille annonce i avisen. – Elsket og savnet – vores kære søn, bror, søster – revet alt for tidligt væk…
Det var meget mærkeligt – det var sådan, at man kunne komme til at drikke for meget, køre sig ihjel på motorcykel, eller være dum eller doven. Det var forældres relevante bekymring. Men pludselig, henover en sommer eller to, var der noget, der hed overdosis, narkoman og afhængig. – Alt sammen relateret til noget, der ikke voksede i vores ende af landet.
Mig og min flok var nysgerrige, men for små til at blive indblandet. Men vi vidste, hvad der foregik – og betragtede det vist med en vis benovet forventning om at blive større og inviteret.
Jeg kender indgående detaljerne omkring de fleste dødsfald blandt dem i den hårde kerne. Og dén kerne var stor. Med færgeruter til andre lande var min hjemby et mini-centrum for drugs, på et tidligt tidspunkt. Men jeg ønsker ikke hér at gå i nærmere ind på et persongalleri. Blot kan jeg i dag konstatere, at højst én eller to af dem stadig lever, om end de øvrige kun ville ha’ været midaldrende. Og om end mange døde, mens de var i tyverne…

Der er en del surrealistiske udtryk i sangen – men de fleste skulle gerne ku’ findes i ordbogen, hér på siden. – Ellers gi’ lyd.

Gå til sang

Rødt Jern

Skrevet i Aalborg, omkring '94, i en fin lille lejlighed, flinke mennesker havde lånt os, da vi kom fra København. Det fuck'ede op med dét sted, vi skulle bo - og så var der lige plads til os hér, en måneds tid... Tak for det!

Jeg havde været i Føtex, og var faldet over en Dalai Lama-bog - og så de næste dage kun alt jordisk gods som forgængeligt - dømt til fortæring. Alt, undtagen sindet.

Samtidig gik jeg rundt og rumlede lidt med et fix-billede, fra mine tidligste drengeår, i Grønholt. Det gør jeg tit, simpelthen fordi jeg er så heldig, bare at kunne gøre det, uden nogen absolut bér mig gøre gavn, med et eller andet...

Denne gang var det en enorm maskine, en sten-knuser, jeg ku' huske. Et enormt monster, med meter-tykke, rustne jernkæber, placeret i en lavning i terrænet, et sted. Men hvor? Og var den virkelig, eller bare noget jeg havde drømt, engang? Som knægt havde jeg dette, tilbagevendende mareridt. - Jeg var på cykel ned ad en stejl skråning - helt glat, som marmor, ingen sider, træer eller noget - bare nedad, i vanvittig fart, og naturligvis uden bremser. For enden af skråningen var der bare afgrund - og nede i dén, et glubsk, menneskeskabt monster. Det var en blanding af bedstefar's tærske-værk til korn - og stenknuseren. Tærskeværket var helt reelt - en stor, larmende, lyserød træ-konstruktion, i laden. Den skulle man holde sig fra. Men min storebror kom alligevel i remmen, og var ved at blive radbrækket - men slap med skrækken. Men hvad med sten-knuseren? Var den virkelig, gik jeg i Aalborg, og feslede med...

Jeg blev enig med mig selv om, den måtte findes et sted bag én af gårdene i Vrangbæk. Jeg udfrittede den gamle, der var landpost i 46 år, netop i dét område. Min far har aldrig været meget meddelsom, når jeg har spurgt til faktuelle forhold, omkring hans post-rute. Han var statsansat, og mener den dag i dag, at hans viden - tavshedspligt, er Den hellige Gral...

Men jeg fandt den. For jeg tænkte at HVIS den havde eksisteret, kunne den aldrig forgå, og aldrig flyttes af mennesker. Den var sat i sin lavning i terrænet af jætter, engang.

Jeg gik rundt langs læ-hegn og små skovbælter, og vidste mange gårdejer-øjne konstant naglede mig. Og så stod - og står - den dér, nøjagtig, som jeg huskede den. Bare en 90 % mindre... Lavet i Sverige, "Kungsälv", står der på den. Jeg satte mig lidt og gloede på den. Lagde mig i græsset, og gloede lidt på lærken, ovenover. Fordi jeg ikke skal andet, og ikke kan bruges til andet.

Men selv stenknuseren i Vrangbæk skal ædes og fortæres af det røde jern - det kommer bare til at ta' tid, den er jo svensk, og fra en tid, hvor industrialismen stadig var ny, og naiv nok, til at producere ting, der skal holde - næsten - evigt.

Så Rødt Jern blev skrevet i en rush, som en symbiose mellem Dalai Lama og ét af mine mange raids tilbage til dét, jeg kom af. Det er grundforskning, som Johnny-boy kalder det, når vi snakker sang-skrivning. Alt skal forgå, alt vi har frembragt - osse fejlslagne konstruktioner, skolens vederstyggelige bekæmpelse af barnets medfødte nysgerrighed og kreativitet.

Som værk blev Rødt Jern lidt af en prøvelse. Da vi indspillede den til Jern-pladen, blev den stiv og uforløst. Og det er er stadig en sang, vi mosler meget med, når den skal arrangeres til live-versioner. Men det er bare fedt. Andre sange kan kun spilles på én måde. Ikke Rødt Jern. Vi mangler stadig at finde formen - og finder den måske aldrig, men vi leder...

Gå til sang

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C