Albums

Diskografi

Solo Live vol 2 - 2009

En plads i byen

find en plads i byen til min dreng
find en plads i byen hvis I kan
han er min perle
han er det perleste jeg har

vi rullede ind i aftes dreng og mand
nu står vi i din gade med hat i hånd
jeg har ham her bag frakken
han er syv
jeg gemmer ham som om
han var en tyv

men kast en bold hen til ham
hvis han lader den gå forbi
så henter jeg den til dig og sir'
- kast en ny

høje råb og lygter blinker blå
indeklemte spørgsmål – nå hva' så
- hva' ka' I at gi' os?
- what's in it for me?

find en plads i byen til min dreng
han trænger til at lege sig træt igen
men varsom for jeg tænker han forstår
meget mere end
manges mor og far

kast en bold hen til ham
han er en fremmed men måske
blir' han din ven den dag vi finder
plads til drengen i din by

Printversion
Bagom sangen

En plads i byen

Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksempler, på det ene og det andet.
En plads i Byen blev skrevet med et knips.

Vi var lige flyttet fra Aalborg til Århus - ikke med min gode vilje, men sådan ville skæbnen det - fra et "mansion on the hill", til midtbyens rummel og ja ja, bevares, blinkende café-liv, en samværsform, jeg aldrig bliver fan af, eftersom jeg aldrig har drukket kaffe, og hader larmen fra de dér små hidsige cappuccino-maskiner - især i betragtning af, akustikken i caféerne er hysterisk... Jeg havde ringet og snakket med Steffen Brandt, der bor lige om hjørnet, fra vores gade.

- Yo Stef - Hvordan opdrager man drenge, i Århus midtby? (Han har opfostret tre af slagsen, hér)

- Altså de skal holde sig fra sprut, til de er 11, fra hash til de er 13 - og så stjæler man ikke hos købmand Smedegård. Og fra de er 14, og vil ned og rende i byen om aftenen, lukker man ikke et øje, indtil de er flyttet hjemmefra... - Fedt...

Nå, vi var flyttet herned, og havde gæster på tag-terrassen. Den mindste af knejterne var gået ned på den lille boldbane hér bag vores ejendom, med sin bold. Da jeg på et tidspunkt gik på toilettet, så jeg fra velux-vinduet, hvordan han gik alene rundt, med sin bold under armen, og sparkede lidt i græsset. Han var en uendelig klejn, lille figur at se på, og skrøbelig. Jeg gik tilbage til selskabet, men måtte tilbage og se, hvordan det gik med ham. Han var der stadig. Han havde sat en pind i jorden, og forsøgte nu at ramme den, med bolden. Det gik ikke så godt.

Jeg gav mig til at skrive de første linier - find en plads i byen, til min dreng... på min mobil, gik så ud og fandt noget papir, og havde straks et vers, og næsten et halvt mere. Det var lissom at tegne croquis - modellen til sangen var min dreng, der denne døende sommeraften, sjoskede rundt, alene, lige neden for. Han forsøgte at knække en hassel-kæp af ét af nødde-træerne, men gjorde ikke, som jeg havde vist ham, så dét gik ikke. Så fandt han en død kæp, og gav sig til at tæske lidt løs, på ét af de ramponerede mål.

Jeg var sporadisk tilbage ved selskabet, på tag-terrassen, hvor kæften gik over Havana-club - så tilbage til vinduet, og lure på ham, og skrive lidt mere. - Det skulle være dér, og det skulle være nu.
Sangen var stort set færdig, da jeg så at han opgav at finde ligesindede, og gik gennem baggården. Snart efter ku' hans fødder høres på bagtrappen. Og sangen var stort set færdig.

- Hva' så - hva' har du lavet derude? spurgte én af gæsterne, og tog ham op på skødet.
- Bare spillet fodbold med nogle drenge, sagde han. - Men de stjal min bold...

En plads i Byen er osse er en universel sang om at komme hvor som helst hen, som ny - og ønske sig at blive taget ind.
Trackliste 1. Regn på vej
2. En mistænkt for meget...
3. En anden mands pige
4. Lun luft over danmark
5. Lille gråspurv
6. I statsministerens undergrund
7. De kommende år
8. Vi lå jo i herning
9. Taberens Søn
10. Mens folk snakker
11. En stille glød i mørket
12. Hængt i Finns butik
13. 5 under 0
14. Staklernes hus
15. Mergelgraven
16. En plads i byen
17. Streger af slim

De kommende år

Jeg skrev De kommende År i Møllestien, i Århus. Det var vinter-vejr, november 1991, og jeg kan huske det drev ned ad Velux-vinduerne med den dér november-blanding af regn og slud.
Der er altid tegn i vejret - tentakler og tråde, der rækker bagud, i hukommelsen. Alle kender det - erindringens evne til at karikere og forenkle. - Hvordan var vejret om sommeren, da du var dreng? - Solskin, altid saftevand og solskin, og knæ med plaster på. - Og om vinteren var der sne sne sne...
Jeg sad og skrev på denne forenkling (det må man gerne, når man selv har betalt for papir og blyant, osse selv om det man skriver, ikke passer) - Pigerne med hårbånd og drengene i knickers...
Jeg var midt i at skrive sange færdig til Pindsvin i Pigsko-pladen, og ville gerne lave en sang, der på én gang rummede et smukt, naivt håb for fremtiden, og alligevel forholdt sig til en samtid, jeg syntes var ved at lukke sig om sig selv i EU-regulativer og smalsporet egoisme. - Så op af sækken med de stiliserede erindringsbilleder, fra før verden gik af lave - og fra begyndelsen af vestens lyse, derud-ad-kultur...
Vi havde fået den fedeste pr-stunt idé, til sangen. Meningen var, at vi - pladeselskabet altså - skulle købe 100 ghetto-blastere, stoppe et kassettebånd med De kommende År i hver af dem, og placere dem i skraldespande, under bænke, i gyder og alle steder, omkring Rådhuspladsen, i København. Så skulle 100 mennesker på slaget midnat, på udgivelsesdagen, trykke play, og bare efterlade ghettoblasterne, og gå sin vej. Så ville denne sang lyde over hele indre København - og hundrede tilfældigt forbi passerende mennesker ville få sig en gratis spillemaskine (og sikkert smide kassettebåndet væk, men det var ok). Desværre fik pladeselskabet kolde fødder, da det ikke stod klart, hvor vidt det er lovligt at efterlade 100 kassette-optagere på offentlig gade og vej.
I stedet blev der arbejdet på, at vi skulle spille De kommende År live, ved et stort, tv-transmitteret arrangement, på Rådhuspladsen, i København, nøjagtig når midnatsklokken var færdig med at bimle det nye år ind. - Årets første sang om håb for det nye år... Det blev heller ikke til noget. Men ideen var god nok.
I stedet blev jeg dén nytårsaften båret på lazarettet, efter at være ramt i brystet af en mega-raket, under vores årlige Møllestien-slag, hvor gadens to ender gik i ildkamp, mod hinanden. Min uniform bestod af et stribet slips - vist eneste gang jeg har haft et sådant på - og stort set ikke andet...

Gå til sang

Taberens Søn

Der er to historier, om Taberens Søn.

Johnny, Lilholt og jeg tog til bokse-stævner i Aalborg og Randers - det var lige i starten af Brian Nielsen, og slutningen af Gert Bo, tror jeg.

En gang så vi en lille, vindtør irer ankomme til ringen, mutters alene. Ingen sekundant, træner, kind-hest-klapper, eller hvad nu de har med sig. Han stillede selv skamlen op i hjørnet af ringen, og satte sig dér, mens han ventede på ham, der skulle komme og tæske ham. Han var en journey-man - én der mere eller mindre tar' rundt i bokse-cirkus, som dén, der skal tabe til de nye, lokale opkomlinge...

Jeg tænkte - han har sikkert en katolsk kone og et hav af unger, hjemme i Tipperary eller Galway. Når han kommer hjem efter endnu en ydmygelse, aner han måske knapt, hvor han har været. Og hjemme i Irland, er han bare en af the regulars på pubben, lissom alle de andre, bare med et lidt andet arbejde.

Det var ham, der satte gang i ideen til sangen.

Jeg var optaget af konkrete synsvinkler, da jeg skrev den. Det er jo lissom en teater-scene. Der er de hér få kulisser, og disse tre personer. - Hvor ser vi det fra? Hvad er kamera-vinklen? - Hele sangen er jo samtale. Først mellem de tre, så en indre monolog med sig selv, hos faren...
Det stod klart for mig, at jeg ikke kunne lade far, mor og søn sidde og skændes i stuen, hele sangen igennem. Der måtte bevægelse til. Så far må udenfor på terrassen, en tur - hvilket gir' mulighed for at lade ham kigge ind på de andre, og se det hele lidt udefra...

Taberens Søn kredser jo om ét af de eneste temaer, jeg dybest set tror, en mand kan skrive om: At ha' værdighed - miste den, og som i sangen hér, forsøge at genvinde den.

Jeg skrev Taberens Søn i Møllestien, i Århus centrum, hvor jeg boede fra omkring '86.
Det gik stærkt, en times tid højest - så var den færdig. Sangen er bygget op i den meget simple rime-form, man lidt hurtigt kan kalde "slut-rim i hver anden linie". Det er en ukompliceret, legende form, som man kommer ud over stepperne med. - Det var mest et spørgsmål om at se udgangs-punktet, nemlig den irske bokser - og så et hverdags-scenarium, hjemme fra mine gader, for sig, og hele tiden "passe sin metier", hvilket for mig vil sige at være tro mod emnet, og kun skrive ud fra dét, man kender. Sprog, kulisse, typer, der passer sammen. Resten var retorik og rim.

Det var før computer, så jeg havde bare griflet sangen ned på et par A4-sider. Da vi gik i studiet for at indspille den første Dalton-plade, havde jeg sangen med inde over, men den blev valgt fra, som uegnet, til projektet - hvilket jeg var enig i.
Jeg bad teknikeren i studiet lave en optagelse af Taberens Søn - bare mig og guitar - så den i det mindste var indspillet. Desværre blev den optaget på et lille, snoldet digital-bånd, som forsvandt i den almindelige tummel.

Flere år senere, da jeg indspillede CD´en, Jern, kom jeg i tanke om sangen om bokseren, og hans ballade med familien. Men væk var den - osse
A4-siderne. Så dén version der findes nu, er en næsten ti år yngre genskrivning, efter hukommelsen. - Tænker nogen gange på, det ku' være skægt, hvis digital-båndet fra Dalton-session'en dukkede op - og høre, hvilken version, der er bedst...

Ps.: Hør The Pogues / Shane MacGowan's, "Fairytale of New York" - en anden sang, med indbygget skænderi...

Gå til sang

En stille glød i mørket

Jeg skrev En stille glød i Mørket på Skovvejen, i Århus, omkring '83.

Jeg boede i en lille to-værelses i stuen, sammen med min gamle kam'sjuk fra skolen, Søren. Vi fik tiden til at gå med en del druk, opstyltet forfatter-følelse (Søren udgav dog senere et par romaner) og forefaldende pige-jagt. - Og så med at eksperimentere med indisk mad - curry, som vi efter et halvt år sammen, i Asien, betragtede som inkarnationen af ånd, eventyr, rastløshed, og alt andet eksotisk, vi ikke havde kendt til, hjemme i Vendsyssel.

Men midt i alt det nye og høj-pandede, venden sig væk fra det hjemlige, havde jeg en dyb følelse af at være rodfæstet oppe nordpå - en følelse, jeg aldrig har mistet, uanset, hvor meget jeg rakker rundt.

Da jeg skrev En stille Glød, var det bare en fuldstændig én til én udlægning, af et minde om, hvordan der var og så ud, hvor jeg voksede op - i hvert fald de første 8 - 10 år. Det ned til detaljen sådan jeg husker min bedstefar, og de omgivelser han - og vi, befandt os i. Der er noget aften-skumring over sangen, som ikke kun ligger i den første linie - Når dagene endte, og vi andre gik til ro... Det er lisså meget det mørke der sænker sig, når et liv er ved at slutte - hér på den gode, rolige måde. Og så var der rent faktisk ikke meget lys, indendørs efter solnedgang. Hvad skulle man med dét?

Man kan sige, En stille Glød, er en national-romantisk omgang vælling. Men dels var jeg altså stadig en temmelig ung mand, da jeg skrev den - og dels er det som sagt nøjagtig sådan, jeg husker min bedstefar...

Gå til sang

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

Gå til sang

En plads i byen

Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksempler, på det ene og det andet.
En plads i Byen blev skrevet med et knips.

Vi var lige flyttet fra Aalborg til Århus - ikke med min gode vilje, men sådan ville skæbnen det - fra et "mansion on the hill", til midtbyens rummel og ja ja, bevares, blinkende café-liv, en samværsform, jeg aldrig bliver fan af, eftersom jeg aldrig har drukket kaffe, og hader larmen fra de dér små hidsige cappuccino-maskiner - især i betragtning af, akustikken i caféerne er hysterisk... Jeg havde ringet og snakket med Steffen Brandt, der bor lige om hjørnet, fra vores gade.

- Yo Stef - Hvordan opdrager man drenge, i Århus midtby? (Han har opfostret tre af slagsen, hér)

- Altså de skal holde sig fra sprut, til de er 11, fra hash til de er 13 - og så stjæler man ikke hos købmand Smedegård. Og fra de er 14, og vil ned og rende i byen om aftenen, lukker man ikke et øje, indtil de er flyttet hjemmefra... - Fedt...

Nå, vi var flyttet herned, og havde gæster på tag-terrassen. Den mindste af knejterne var gået ned på den lille boldbane hér bag vores ejendom, med sin bold. Da jeg på et tidspunkt gik på toilettet, så jeg fra velux-vinduet, hvordan han gik alene rundt, med sin bold under armen, og sparkede lidt i græsset. Han var en uendelig klejn, lille figur at se på, og skrøbelig. Jeg gik tilbage til selskabet, men måtte tilbage og se, hvordan det gik med ham. Han var der stadig. Han havde sat en pind i jorden, og forsøgte nu at ramme den, med bolden. Det gik ikke så godt.

Jeg gav mig til at skrive de første linier - find en plads i byen, til min dreng... på min mobil, gik så ud og fandt noget papir, og havde straks et vers, og næsten et halvt mere. Det var lissom at tegne croquis - modellen til sangen var min dreng, der denne døende sommeraften, sjoskede rundt, alene, lige neden for. Han forsøgte at knække en hassel-kæp af ét af nødde-træerne, men gjorde ikke, som jeg havde vist ham, så dét gik ikke. Så fandt han en død kæp, og gav sig til at tæske lidt løs, på ét af de ramponerede mål.

Jeg var sporadisk tilbage ved selskabet, på tag-terrassen, hvor kæften gik over Havana-club - så tilbage til vinduet, og lure på ham, og skrive lidt mere. - Det skulle være dér, og det skulle være nu.
Sangen var stort set færdig, da jeg så at han opgav at finde ligesindede, og gik gennem baggården. Snart efter ku' hans fødder høres på bagtrappen. Og sangen var stort set færdig.

- Hva' så - hva' har du lavet derude? spurgte én af gæsterne, og tog ham op på skødet.
- Bare spillet fodbold med nogle drenge, sagde han. - Men de stjal min bold...

En plads i Byen er osse er en universel sang om at komme hvor som helst hen, som ny - og ønske sig at blive taget ind.

Gå til sang

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C