Verdensturné i Vendsyssel – afslutning

Tak for turen – og det er mig der takker.

Da jeg var først i 20’erne, kendte jeg en pige i Sverige, i Gøteborg - Frida hed hun. Først boede hun i kollektiv inde i den gamle bydel – så flyttede hun med en veninde ud til noget betonbyggeri, på Hisingen, tror jeg det var.

Dér besøgte jeg hende en enkelt gang, før det fadede ud, som den slags gør…

Gøteborg er en fantastisk by, men osse en hård by. Den hårde rock i Sverige fødes i Gøteborg, til klangen af tunge hamre på skibssider i byens kolossale jernindustri. – En verden beslægtet med dén jeg kom fra, 3 1/2 times færgetur vestpå, i Frederikshavn – blot meget større…

Jeg stod en gråvejrsdag på Fridas altan i betonbyggeriet i udkanten af Gøteborg. Overfor og et par opgange længere væk, var der gang i et slagsmål mellem to mænd. Ikke unge knægte men to voksne mænd, i billige jakkesæt. De var uden tvivl tyrkere. Sverige var på den tid – ligesom Danmark – blevet hjemsted for megen importeret arbejdskraft, især fra Tyrkiet. De hed fremmedarbejdere.

Kamppladsen var indgangen til en opgang, som, jeg husker, havde nummer 21.

De to mænd havde godt fat i hinandens tøj og tumlede med at få hinanden til jorden. Den ene havde en kniv i hånden, den anden havde fat i ærmet med kniven, han vidste dette greb var forskellen mellem liv og død.

Det virkede ikke som noget spontant slagsmål. For på et par meters afstand stod to andre mænd, og en ældre kvinde, og så roligt på. Når kamphanerne under støn og anstrengelse nærmede sig dem, trak de et skridt baglæns, men sagde ikke noget og blandede sig ikke. Et par drenge spillede bold i passagen mellem blokkene, ligeledes uanfægtede af kampen. Det var et opgør mellem to mænd – et mellemværende der, så ud til at være almindelig enighed om, måtte ud af verden.

Jeg var vant til at se slagsmål fra nattelivet, hjemme i Frederikshavn – havde selv været i nogle stykker - vant til at se sømænd slå blod af hinanden, vant til at se lokale slagsbrødre gå løs på en svensker, der kom for tæt på en pige – vant til at se tøser slås og skrigende hive hårtotter ud af hinandens hoder, og vant til at se Grønlænder-Kalle få tæsk, når han nægtede at acceptere, han ikke var velkommen ved døren til nogen beværtning. Ofte rejste han sig værdigt op, grinede og gik sin vej…

Men der var altid alkohol involveret, og altid nogen der på et tidspunkt greb ind.

Den dag i Gøteborg var noget andet. Det var en højlys, om end støvregnende og råkold dag, det var mænd som vore fædre, der kæmpede mod og for livet, med de nærmestes billigelse – og der var en kniv.

Jeg var ikke i en position til at blande mig eller agere, kunne blot lammet stå på Frida’s altan og se på – kunne i hvert fald ikke lade være. - Skulle jeg råbe, og i så fald hvad? Mig, en fremmed, stor knægt mellem disse mænd, der mente at ha’ deres grunde.

Det var et trist og ulykkeligt syn, et billede på armod og grundstødt maskulin værdighed – dén alle vi mænd kæmper med at tiltuske os, og krampagtigt holde fast på. Nu var det hinanden, disse to ”fremmedarbejdere” krampagtigt holdt fast for at undgå den andens våben. – Eller, især den enes…

Det var hele tiden kniven, ikke blot jeg, men uden tvivl osse dem, der stod tæt på, holdt øje med. Kniven var den afgørende forskel mellem dem. Og efter minutters tummel fik dens ejermand vristet sig fri af den andens greb - bladet blinkede kort i luften, og som ved lyden af et dumpt knynæveslag, plantede han sit våben i nakken på den anden. En tynd stråle blod sprang omgående frem. Ham, der var ramt, gloede et øjeblik dorskt på sin modstander, og sank så slapt ned på knæ som en tyr for en fægters klinge. Hér sad han og stirrede prustende ned i terrazzo-belægningen, udenfor nummer 21, mens blodet hurtigt dryppede en stor pøl på gulvet under ham.

Hans banemand lænede sig forpustet med en arm op ad muren, hans mund blødte. Sammen med kvinden og den ene af de to mænd, der tavse havde set på, forlod han udmattet stedet. Kvinden gav ham et lommetørklæde, som han pressede mod sit ansigt, mens de stille og roligt forsvandt. Den tredje tilskuer tændte en cigaret og bøjede sig ned mod opgørets taber og sagde noget til ham. Men fremmedarbejderen sank om på siden, trak vejret i små stød, og i kulden kunne man se hans ånde.

Frida var kommet ud på altanen – mange andre stod på deres altaner nu og så på optrinnet. Alle var fanget mellem at ville gøre alt og så alligevel ingenting. Det var som om, dette ikke var vores – det var af en anden verden. Alligevel nærmede lyden sig af en fjern ambulance, så nogen må ha’ fattet sig og set at få ringet.

Manden med cigaretten begyndte at ta’ fat under den blødende mands arme, for at få ham op, men måtte opgi’. Den største af drengene, der spillede bold, kom til, og sammen fik de to slæbt manden ind i opgangen. De sagde ikke noget til hinanden. Den hårdt sårede var blot en bylt, der skulle flyttes, som var det en sofa. Jeg husker hans ansigtsfarve, den var grå og dødens, eller ved at være tæt på.

Så gik vi skandinaver ind og satte os og talte om vilkårene for fremmedarbejderne, i både Danmark og Sverige, som om det var dét, det handlede om. Det vi havde været vidner til, ku’ vi ikke snakke om, det var umuligt, for vi kendte det ikke…

Og hvad har dette så med min netop afsluttede, vidunderlige Verdensturné i Vendsyssel at gøre?

Jo - den ulykkelige kamp mellem to mænd i Gøteborgs betonslum har det med af og til at vende tilbage til mig, som et natligt mareridt. Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke længere tolker for meget i den slags – enhver oplevelse gør vel krav på sin plads i erindringen – osse dem vi helst vil glemme og holde nede. Men holder vi dem på rutineret afstand, mens vi er vågne, sniger de sig ind på os om natten, mens vi sover…

Det mærkværdige ved mareridtet – mindet om dét vi så, dén dag i Gøteborg - er, at det kun er i gode tider, jeg genoplever de to mænds forbitrede kamp – Nætter, der følger en tid med  længere tids ophøjet ro eller lykkefølelse og tilfredshed. – Først i sådanne, mentalt sunde og lyse stunder vender manden tilbage i form af et mareridt, knælende og blødende, i sit lurvede jakkesæt. Altid set fra den samme vinkel, men desværre tættere på, end udsigten fra Frida’s altan, på tredje sal.

Jeg finder det ikke så mystisk endda. Enten lader min milde skæbne mig i fred for de grimme billeder, indtil jeg har optjent det mentale overskud til at rumme dem. Eller osse er det bare Luther – og hele arvesyndens tunge åg: - Vi skal ikke komme for godt i gang med at nyde det jordiske liv – så kommer det sorte til os…

Natten efter vores fantastiske afslutnings-koncert i Understed Forsamlingshus, vågnede jeg, midt om natten – sikkert med et noget forpint og sammenbidt ansigtsudtryk – i min seng, på hotelværelset på Hotel Jutlandia, i Frederikshavn. Den knælende fremmedarbejder, med kniven stikkende ud af i det billige tøj, havde for første gang i lang tid været på besøg i min drøm.

Der var ved at blive lyst over Hirsholmene, over kranerne, og over resterne af Danyard - et syn der altid kan bortjage enhver tung tanke, i mit sind.

Jeg gik ud på altanen og tog mig en smøg, mens min fødeby langsomt skulle til at i gang med en ny dag, under en dyb rød solopgang. Jeg var godt tilfreds. For når manden med kniven kommer på besøg, natten efter Verdensturneen i Vendsyssel’s sidste gig, ja så har det været én lang vidunderlig vandring i udelt glæde og sjov.

Tak for turen, I der kom og gjorde det muligt. Det er mig, der takker…

Nu er resten op til Rest-Danmark!

Allan Olsen, 23. Maj 2013

Simon Jul jagter Allan

Olsen og Simon Jul har optaget et lille stunt.

I kan få et lille smugkig her: 

Allan Olsen på Det Kongelige Teater & Aarhus Musikhus

2 aftener i selskab med: Marie Bergman, Randi Laubek, Annika Aakjær, Maria Timm & Dorthe Gerlach.

En af de store – og meget mere…
Sangeren og sangskriveren, Allan Olsen er indiskutabelt en dansk sværvægter, inden for sin metier. Med sit store publikum, 16 udgivelser og adskillige Music Awards, har han gennem mere end 30 år cementeret sin rolle som kunstneren, der lyttes til, såvel smalt som bredt.
Senest har Olsen glimret med sit album, JØWT, en anmelder– og salgssucces, der har vendt
op og ned på en hel del, i den danske pladebranche.

Det Kongelige Teater og Århus Musikhus er ligeledes to af de helt store…
Den 10. og 17. November, 2013, danner disse to fornemme scener, ramme om et par helt specielle – og store aftener, med Allan Olsen’s sange.
Det er bestemt ikke første gang, Allan Olsen betræder den store scene, i Århus Musikhus.
Derimod har hverken han eller Det Kongelige, tidligere haft fornøjelsen af hinandens selskab.
Den gamle scene har de seneste år haft fint besøg af store sangskrivere, som Nick Cave og Randy Newman, men yderst sjældent af danske navne.
Så den 17. november bliver én af de helt store Olsen-aftener…

Men ikke nok med det….
Fem sangerinder – fire danske, og en svensk – vil fortolke Allan Olsen-sange, akkompagneret af det bedst tænkelige backingband.

Sangerinderne er:
Randi Laubek
Marie Bergman (SE)
Maria Timm
Annika Aakjær
Dorthe Gerlach

Husorkester:
Lars Skjærbæk
Troels Skjærbæk
Palle Hjorth
Rasmus Valldorf

Naturligvis vil Allan Olsen selv deltage i festlighederne. Således vil koncerten vil være opdelt i to afdelinger - én med d’damer’s fortolkninger, samt én, hvor Olsen optræder, sådan som vi kender ham…

Det er første gang, Allan Olsens sange fortolkes af andre, i en så stor og imponerende sammenhæng, og d’damer har naturligvis fået frit lejde, i udvælgelsen og bearbejdningen af ’nestorens’ velprøvede bagkatalog.
Det bliver spændende. Og i hvert fald stort…

10. November: Aarhus Musikhus
17. November: Det Kongelige Teater, Gl. Scene

Forsalg starter søndag den 12. Maj kl. 10:00 på billetlugen.dk

Jøwt har siden udgivelsen 4. marts ligget i toppen af hitlisten og solgt guld. Jøwt forhandles i hele landet hos Stereo Studio, mange SPAR-købmænd, samt er tilgængeligt hos Itunes og TDC-Play.

Allan gæster Stereo Studio

Allan gæster Stereo Studio i både Aalborg og Århus.

Århus får besøg i Stereo Studio i Ryesgade på fredag d. 10. maj kl. 17.30.

Aalborg får besøg i Stereo Studio i Algade på lørdag d. 11. maj kl. 13.00.

Her kan du få din cd signeret, og Allan vil også medbringe et begrænset antal vinylplader.

JØWT ude digitalt

JØWT er nu også udgivet digitalt.

Den er tilgængelig på iTunes og TDC Play.

Tourdagbog uge 8

Hjemturen sydpå fra Brønderslev lørdag nat - forårets forsinkelse holder nattemperaturen blot en smule over frysepunktet, og den kolde klare luft gir’ frit panorama til kæmpemånens langsomme opdrift over horisonten mod øst.

Det har været en blændende Verdensturné i Vendsyssel. – Og selv om opholdet kun varer til den 9. maj i Vrå, føles det som om, vi er gået i gang med en længere ferie.

Denne weekend har blot bekræftet det hidtidige, skønne forløb, med tre meget dejlige koncerter – to på Høk-Ei i Tolne, og dén i aftes i Brønderslev.

Høk-ei er, for mig, et sagnomspundet og nærmest mystisk sted.

Jeg ved ikke, hvor længe værtshuset har eksisteret. Men det er over 30 år siden, jeg som håbefuld, ung sangskriver kontaktede stedets daværende ejer, for at få lov at spille der. Det fik jeg ikke.

Så kom tiden med den berygtede Tolne-bande, mordet, og tidenderne om forbrydernes hærgen, i Tolne’s smukke omgivelse og dybe skove. Og det lagde blot ekstra alen til mit indre billede af, hvad der foregik derude – osse på Høk-Ei…

Ret beset har det nok bare været en søvnig bodega. Men ældre og mere rutinerede kolleger spillede der, og når man spurgte til stedet, rystede de bare på hodet og sagde: Dér skal du ikke ønske dig at stå med en guitar, du gerne vil ha’ med hjem igen…

Noget har der måske været om snakken. I hvert fald fortalte flere lokale i Tolne os, at når Tolne-banden kom på Høk-Ei, havde de selv en kasse øl med - og en økse, for så var der ingen, der beklagede sig over, de ikke købte deres pilsnere i baren.

Nu var der jo så sat stolerækker op til min optræden, og man mærkede nærmest, hvordan væggene krummede sig ved en sådan utidig indretning…

Publikum – plads til 55 hver aften – var nu heller ikke af den deciderede skarpt bevæbnede type, men som altid på denne turné et dejligt bekendtskab.

Heldigvis var der osse enkelte mere, skal vi sige kolorerede og sikkert overlevende fra i Høk-Ei’s tid som alt andet end koncertsal, til stede. Alt andet ville ha’ været trist.

De obligatoriske slagsmål var meget kulturelt henlagt til efter koncerten, foregik udenfor, og var rapt og hurtigt overstået med lidt plaster og et blåt øje som bonus. Så lagde den kølige nat sig lindrende over skrammerne, i Tolne – én af landets smukkest beliggende landsbyer…

For resten. Pole-stangen midt i lokalet, som sikkert er blevet kærtegnet af mangen et striptease-pigelår, var sendt til svejsning og skulle efter sigende være på plads igen til sommer!

Efter Tolne var det lørdag, Basaren i Brønderslev. Men først skulle jeg lige et smut forbi SPAR-købmanden i Brønderslev og signere CD’er. Det blev ganske underholdende, da et inferno af lyn og torden et kort øjeblik hjemsøgte byen og lagde hele Brønderslev uden strøm et par timer. Så autografer i stearinlysets flakkende skær…

Basaren er et perfekt spillested. Sortmalet, både bredt og dybt, og så lyder det godt. Selve lokalet altså – og forhåbentlig osse mig. Det er vist tredje eller fjerde gang, jeg har fornøjelsen af at stå på Basaren’s glimrende scene, og igen i aftes var en herlig aften.

Gid alle byer havde et sted som dette. Ikke et prangende, pralende musikhus med alverdens dikkedarer – bare det rigtige, ydmyge lokale – og nogle arrangører, der ved, hvad de har med at gøre. Tak for dét…

Første, store fase af Verdensturneen er ovre, og JØWT er nu tilgængelig syd for fjorden.

Glæder mig til de sidste 4 jobs, som starter med Vrå, den 9. maj.

Olsen.

JØWT ude i hele Danmark

JØWT er nu ude i hele Danmark.

Den kan nu købes i alle landets Stereo Studio og i rigtig mange af landet SPAR-butikker. Her på siden kan du se et kort over alle salgsstederne.

Tourdagbog uge 7

Verdensturnéen præsenterer os for en dejlig blanding af nye ”spillesteder” og en del gamle kendinge. Nogle rigtig gamle, endda.

Hotel Hirtshals – i gamle dage Hirtshals Kro, eller Den Gule Kro eller bare Kroen - er altid et kært gensyn. Hér startede jeg min ringe metier, først i 70’erne. Ikke i salen, for dén blev først bygget mange år senere, men i selve krostuen, hvor Pelle-kro havde fået banket et par plader sammen til noget 1x1 meter scenelignende møblement.

Pelle – og hans bror Per, er der endnu, og det fede ved at runde dette, osse i torsdags stærkt forblæste hjørne, er at kunne konstatere: Alt dét gode, man går og husker fra dengang, var rigtig nok. Og 2: Sådan er det stadigvæk.

Da jeg gik i gang med Hausgaard’s sang, Hjemstavn, fra scenen, og hans kommentarer fra pladen pludselig begyndte at rumstere i lokalet – eller var det bare en halu? – troede jeg først, det var én i publikum, der lavede gas med mig – så tænkte jeg, det måtte være Jesper og Jan, der havde samplet ham. Meeeeen... Dét ville Jan vist ikke kunne finde ud af at realisere, live… Og så stod Niels der pludselig, med hans fjogede grin, midt på scenen, med guldpladen for 10.000 solgte JØWT, i Vendsyssel.

Når man står på scenen, er man blændet af spotlyset. Man er i gang og koncentrerer sig, så adrenalinen reagerer overfor afbrydelser på selve scenen med en uregerlig angrebslyst. – Som da Keith Richards i et berømt film-klip pander en overstadig fan, der pludselig har forvildet sig ind på scenen foran ham, én på skallen med sin guitar – eller Pete Townshend, der røg i spjældet i New York for at losse en civil betjent i bollerne, da denne befandt sig ikke ved – men på scenen. Så galt gik det heldigvis ikke i Hirtshals. Ikke denne gang – men i gamle dage på kroen ku’ det såmænd godt forekomme…

Før turen til Hirtshals lagde jeg lige vejen omkring H&M på gågaden i Aalborg og rev en jakke ned af en bøjle, for jeg skulle modtage Ordkraftprisen for mit skribleri, på Nordkraft. Det var sgu helt rørende, med Ernst Trillingsgaard, som overrækker af den flotte statuette, samt checken – som var skrevet 10.000 bobs for lav. – Dén slags ordner en mand som Ernst på stedet, med en kuglepen…

Flot at Ordkraft-festivalen trækker så massivt et opbud af publikum og litterære kapaciteter!

Dagen efter Hirtshals havde vi jo for en stund forladt det Vendsyssel-Hanherred-Thy’ske fastland og via en angrebsflanke lidt vest for Fjordbyen i Aalborg indtaget Limfjordsøen, Egholm, mellem Aalborg og Nørresundby. Dette fremstød foregik via færgen, som rummer hele 29 passagerer ad gangen. Den fine restaurant Kronborg på Egholm rummer 120 sjæle, så det blev til en del hurtige – 3 minutter hver vej – ture frem og tilbage.

Fjordbyen – eller skurbyen – er et lille Klondyke, minder lidt om et mini-Christiania, med et lille kulturhus – eller smugkro? - vist med plads til omkring 30 publikummer. Da Egholm-koncerten i sin tid blev offentliggjort, bad folk i Fjordbyen om, om vi ikke ville lade vinduer og døre på Kronborg stå åbne. Så ville de gøre det samme i Kulturhuset og derved få lidt glæde af spektaklet.

Vi valgte for en sikkerheds skyld at lade Søren Lyd opstille et mindre festival-lydanlæg tæt ved Egholm-færgens anløbsplads, så vi kunne live-transmittere JØWT-sangene med manér over Limfjorden til Fjordbyen. Søren må ha’ gjort sit arbejde grundigt, for vi fik forlydender om, at mit brægen nåede folk så langt væk som i Gug og Kærby – hvilket vil sige 5 – 7 kilometer nede i det jyske fastland…

Før ankomsten til Egholm var jeg lige et smut forbi Ordkraft-festivalen igen. Jørgen Pyndt, den grundige og sagkyndige skribent, forfatter og meget andet, havde inviteret Mikael K og jeg til en snak foran et stort og dejligt publikum for at spørge ind til nogle af Mikaels og mine sange. Dejligt initiativ…

Nå så lørdag…

Først skulle jeg køre til Lønstrup og signere JØWT-CDer hos købmændene Henrik og Henrik. SPAR i Lønstrup har solgt godt over 700 eksemplarer og vinder dermed den indbyrdes nordenfjordske JØWT-konkurrence mellem SPAR-købmændene. Fornemt…

Frank’s Restaurant i Sæby. 250 mennesker, der skulle fordøje fremragende mad i selskab med mine fornærmelser og udgydelser. Det blev en storartet aften.

Frank’s producerer mad af udelukkende økologiske og gift-frie råvarer – vel at mærke råvarer, der alle er dyrket og avlet i Vendsyssel, så tæt som muligt på køkkenet i restauranten på Sæby havn.

Det er ikke alene et sympatisk og glimrende koncept – man smager i dén grad forskellen, wow!

Selv den – mener jeg – biodynamiske, argentinske hvidvin var af Vendsyssel-tilsnit, eftersom producenten i Argentina er dansker, og kommer fra Løkken.

Min anbefaling – læg vejen inden om Bente og Frank på Sæby havn og få en perfekt smagsoplevelse – uden hest, ftalater, sprøjtegift eller andet snalder…

En tough uge, men det hele værd…

Og i dag kommer JØWT ud i rest-Danmark, så nu holder jeg efter evne balancen med DSB på vej over til søde Cecilie i skumrings-TV… Vi har før røget i smug sammen – og dét er ingen tosset begyndelse!

Ses i nord, næste uge….

Allan.

Tourdagbog uge 6

Denne uge bød i aller-herligste grad på det mindste og det største.

Vi startede i Bønnehuset i Mygdal – det fineste lille lokale, nænsomt restaureret og bevaret, med ånden af al dén ånd disse vægge har været vært for gennem årene. Det var næsten som et overgreb at bruge højttalere i det ydmyge rum. Det blev en mindeværdig aften.

Dagen efter var vi så kommet hele 15 – 17 kilometer længere sydpå, til Tårs. I det centrale fastlands-Vendsyssel. En by med stolte fodboldtraditioner, ved jeg, for jeg kender Mogens Krogh, den tidligere landsholdsmålmand – og jeg mener, han har haft sin gang dér – eller osse husker jeg bare forkert…

Igen skønt at møde arrangører, der som det mest naturlige titulerer sine omgivelser på klingende dialekt – og igen en fantastisk aften.

Vi fik besøg af min gode pal, Viggo Sommer, der lige hoppede i Mitsubishi’en og var nordgående, fra Risskov. Viggo og jeg nappede så lige én af vore lange natte-snakke, på hotellet i Aalborg, hvilket altid bringer os en bette snas videre…

Lørdag skulle den ”store” koncert så løbe af stabelen. Thisted Theater, med plads til over 500, er det største sted på Verdensturnéen. Jeg har spillet der mange gange og føler mig meget priviligeret over at ”ha’ hjemme”  blandt 100 år gamle teater-plakater i det imponerende, gamle backstage – eller sminkerum som det nok hed dengang.

Thisted Theater var fyldt til randen – og ude af vane med de store sale skulle jeg lige vænne mig til, at der osse sidder mennesker på balkonerne. Det gør der ikke i Jerup forsamlingshus og vist heller ikke på Høk Ei’ i Tolne.

Det var en fantastisk aften – og et nærmest stamme-entusiastisk publikum, som bar både mig og hele aftenen frem. At vi en halv time før koncertstart – vi er Danmark – for første gang nogensinde havde slået Rusland i ishockey (3- 2 efter forlænget), gav bare lige det sidste. For mig i hvert fald…

Næste weekend – Egholm, Sæby – og endnu et gensyn med Per og Pelle på Den Gule, i Hirtshals. Det bliver – jøwt!

Olsen.

Tourdagbog uge 5

5. uge af vores Vendsyssel-odyssé er vel overstået. Naturligvis for et par dage siden nu – men man skal jo lige ind ad døren, for at opdage man ikke er ude, ikke?

Så blev det endelig Frederikshavn, Asylgade, missionshuset – Glinvadhus… Hvert lille hjørne minder mig jo om ét eller andet – osse selvom Asylgade befinder sig i dét, vi ville kalde Nordbyen, os fra Bangsbostrand.

Jeg har været i selve Glinvadhus-bygningen en enkelt gang før men aldrig stået i scene-modlys og spillet. Der var ét eller andet Stauningmøde over forsamlingen, som den så ud oppe fra scenen - et dejligt publikum, bredt ud til siderne og langt op bagved…

Et par fede aftener ”hjemme”…

Dagen efter var Jespers store tilbagevenden til barndommen og opvæksten i Ulsted. Vi entrede byen – som var større end jeg havde forventet, hvilket heller ikke siger alverden – med slæbende bagbremser på Jespers Chrysler. Det lød som om, vi trak en plov efter os over asfalten - ikke den mest heroiske hjemkomst for Gravholt’s dreng.

Foreningsformanden bød det fyldte forsamlingshus velkommen med en opfordring til os alle til at flytte til Ulsted. Man fik helt lyst.

De sorte huse i Agger var som altid et dejligt gensyn. Ved snart ikke hvor mange gange jeg har haft æren og fornøjelsen af at gæste dette gennemblæste og fine sted.

Og Johnny Møller fra Thyborøn, på den anden side af Limfjordens munding, dukkede op med min første Martin-guitar, en D-28S, som jeg købte for de penge, jeg tjente som natportier på Bechs Hotel, i Frederikshavn omkring 1973. Jeg solgte den til Møller omkring ’82 og bliver altid totalt gen-forelsket i dén guitar, hver gang jeg ser den. Men i Møller’s hænder er den – hér 30 år senere – hjemme…

Ses næste uge med start på turnéens mindste venue – Mygdal. Har hidtil kun kørt forbi, og der er dælme smukt!

K. Allan.

Vinderne er fundet

Så har vi fundet vinderne af konkurrencen.
Vi er glade for så mange deltagende og så gode svar. 

1.præmie - Frederik Eliasen

2.præmie - Jon Brændsgård Toft

3.præmie - Jole

Tillykke til de tre vindere.

Konkurrence

Det er jo stort med sådanne 7000 likes på FaceBook - forstår jeg. For jeg må jo nok vedkende mig min generation, og indrømme at jeg ikke er den store FaceBook nørd. Det betyder ikke at jeg ikke følger med og har bemærket, hvilken stor indlevelse og deltagelse, I viser på siden.

Hér kommer 5 små opgaver, man kan løse ved almindelig rotation under kraniet, ved at google - og ved at bruge denne hjemmesides oplyninger...
Gutes vergnügnung!

Olsen.

1. Nævn din favorit Allan Olsen sang.
    
2. Hvilken sang skrev Allan ved sin mor's køkkenbord, i 1997?
    
3. Hvor ligger Rimmerby Strand?
    
4. Hvorfra hævder Allan, der var mennesker tilstede, da Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup sprang sit sidste spring i Frederikshavn, og hvordan beskrives pølsemandens beklædning?
    
5. Og SÅ lige denne: Midt i tresserne kørte Bob Dylan galt på sin motorcykel. Hvilket mærke motorcykel kørte han på?

Skriv de 5 svar i gæstebogen samt din emailadresse, så trækker vi lod blandt de rigtige svar på mandag. Vindererne får direkte besked.

Præmier

1. præmie: 1 stk signeret JØWT LP - vel at mærke én af de rigtig jøwe, nemlig nr. 4 ud af de kun trykte 500  trykte eksemplarer, + 2 koncertbilletter

2. præmie: 1 stk signeret JØWT CD + to stk koncertbilletter.

3. præmie: 1 stk signeret JØWT CD.

JØWT udkommer i resten af landet

Efter at have været solgt eksklusivt i 7 uger i Vendsyssel udkommer JØWT d. 22. april også i resten af landet.

I de større byer vil man kunne finde den i Stereo Studio.
Men, vi fortsætter også det gode samarbejde med SPAR-købmændene, så den vil kunne købes hos mange af de lokale SPAR rundt omkring i landet. Her på siden vil man snart kunne se en komplet liste over salgssteder.

Tourdagbog uge 4

Hej – Eller godaw, som min mor og far siger, når man ruller op på rabatten, foran dét bette hus i dén bette gade, hvor jeg var så heldig at vokse op. – Godaw, fordi det heldigvis aldrig har været nødvendigt at overdrive sin gestus, for at vise man er glad for at ankomme – eller hos værten for at vise, man er velkommen. Gensidig respekt og indforståethed.

Jeg nævner det, fordi det er en kærkommen sidegevinst for mig, at jeg under Verdensturnéen i Vendsyssel sjældent befinder mig ret langt væk fra ”de gamle” og derved har indøvet en næsten overdreven kommen forbi, i tide og utide.

Er det nu dig igen, som min far siger, når han tar’ imod med kosten, ved kantstenen. – Hun er vist der inde…

Men de mange kopper te (jeg har aldrig drukket kaffe), som skules til af min mor med skepsis, er blot endnu en naturlig brik i alt dét, hele JØWT-projektet, og ikke mindst denne vidunderlige odyssé rundt i landets nordlige ende, handler om for mig. – Det er et vedvarende venden tilbage til udgangspunktet, eller noget lige i nærheden. Både det geografiske, det mentale, det historiske og det medmenneskelige udgangspunkt. Dette bliver for mig i sig selv mere og mere til et centrum – og uden et sådant – ingen udkant, som bekendt…

Ugen startede med to fantastiske aftener hos Michael Gajhede i Skagen. En god og tør indfødt, der har fået til vane at lave spredte musikarrangementer i sit sejlmagerværksted, på Skagen havn. Og en udmærket musiker selv – vi spillede sammen i Skagen for omkring 30 år siden – dengang spillede han kontrabas.

Lokaliteterne i sejlmagerværkstedet byder ved første øjekast ikke ligefrem ind til koncert – lidt kawt, som vi ville sige - et nærmest T-formet lokale. Men netop derfor kan det blive rigtig fedt at spille et sådant sted. Hvis lydanlæg, tekniker og koncertarrangør finder fodslaw – så kører det. Og det gjorde de i en grad, vi og de besøgende sent glemmer. Tæt, varmt og pakket til sidste bøde-nål eller hva’ nu man bruger sådan et sted. Tak for dét – og gerne på gensyn.

Så var det trediedagen – og Løkken. Et herligt gensyn med Peter Bådsmand nøjagtig et år efter jeg for første gang besøgte dette hærdede, 43 år gamle kæmpe-værtshus.

Og igen i år blev det en rørende dejlig aften med publikum på 250 stole på rækker - en opstilling det hæderkronede druk– og danse-sted må ha’ knaget i stolperne over at være vidne til…

På Peter Bådsman entres scenen ved, at man kravler over en én meter høj ræling på dén halve(!) fiskekutter, der udgør den optrædendes arbejdsplads. Der er simpelthen ingen anden adgang. – Kan man ikke besejre denne forhindring, har man intet at gøre på scenen, på Peter Bådsmand. Sådan er dét…

Ses i næste uge, hvor det jo bl.a. er atter en tur til Frederikshavn. Og sikkert en sviptur forbi ham med kosten ved kantstenen…

På gensyn

Olsen

Tourdagbog uge 3

Vi kører og konstaterer det hele tiden: foråret er kommet til Vendsyssel - men vinteren er her endnu. Jeg har det glimrende med årstiderne - faktisk er det dem (samt rugbrød), jeg altid savner i de varme lande. Men denne vinter er én af den slags, der blir ved med at gi' uønskede ekstra-numre. - Som at høre en vits for femte gang...

Men vi kører heldigvis amerikansk, så Voyageren's spindeværk snurrer ubesværet ad vidunderligt lige motorveje, og lisså gerne over rimmer og dopper på Læsø, hvor asfalteringen sine steder ligger i forlængelse af den lette omgang med både told og moms...

Som i sidste uge hverken kan eller vil jeg fremhæve det ene sted for det andet. Overalt blir' vi sgu mødt af venligsindede indfødte - overalt føler jeg det bekræftet, at gider man selv rykke sig og gøre en lille indsats, kommer det ti-fold tilbage...

Alligevel gjorde søstrene Lene og Jette i Rakkeby Forsamlingshus et særligt indtryk. Et par damer med varme og imødekommende sind - "Jaaaamen kom da ejen'for!" (Goddag på rigsdansk) med et naturligt sunget og talt vendelbomål. - For som Lene siger: "Sån't snakker a' - å det håer a no åltier jur'..."

Og deres glæde ved at ha' fået monteret raaaasende dyre akustikplader i loftet, så lyden i lokalet var blevet mindre skinger. Og det var den. Tættere på sit publikum kommer man ikke, og bedre behandlet føler man sig aldrig...

Samme kan siges om Læsø - Kattegat's største - jep, større end Samsø - ø. Hér har jeg altid elsket at spille, for der er ikke så meget at rafle om. Læsøboerne er og blir' dem på den yderste pynt, og dén slags er det aldrig uspændende at besøge. Og fiskefrikadellerne på caféen i Østerby er til enhver tid det nærmeste, man kommer trøsten ved mor's lune bord. Turnéens første snaps faldt som en naturlig forlængelse af denne delikatesse.

Vi havde Skol med. Skol hjemme fra gaderne, som jeg har kendt altid. Og Skol er Læsø-ekspert, så der var ikke dén afkrog eller kirke - eller dét sted, hvor en kirke engang havde ligget, vi ikke fik at se, før færgen tilbage, i går klokken 15:00.

Så er det to gange Skagen samt et glædeligt gensyn med Peder Bådsmand i Løkken det gælder, denne uge. Ses around!

Olsen.

Tourdagbog uge 2

Anden uge af JØWT-turnéen er vel overstået med dejlige aftener i Skovsgård, Klokkerholm og Tversted.

Jeg har spillet på det gamle hotel i Skovsgård, med den klassiske hotel-sal, der emmer af afdansningsbal og juletræsfest, flere gange, og det er altid fedt at komme sådanne steder. Det kan godt være, det er romantik, men man får noget væsentligt foræret, allerede før lyset dæmpes, dén slags steder – og dét er en god begyndelse.

Osse Klokkerholm – Tagrenden – har jeg besøgt før, om end det må være snart tyve år siden. Et dejligt, bluesy, tæt og varmt sted…

Formanden for musikforeningen præsenterede mig og sagde, at man var karrig med arrangementer hér i Klokkerholm, men tilbuddet om en JØWT-koncert ville man dog ikke afslå. - Glædeligt, og udsolgt.

Men jeg tænker på, at disse steder, hvor man ”normalt” ikke har alverden på tapetet, bør bruge det aktuelle momentum, når man har haft en god aften, som denne, til at holde gang i noget – til at arrangere noget, der måske ikke trækker fuldt hus men som alligevel markerer, at noget rører sig. Ellers er man jo lige vidt, om tre måneder…

Efter sidste uges nyanskaffelse – en banal, men pisse-irriterende forkølelse, der med konstant natte-hoste har gjort det af med min i forvejen, relativt begrænsede sangstemme – undergik min optræden vel nærmest følgende udvikling: Første aften i Skovsgård – en del sang, og megen larmende hoste. Anden aften i Klokkerholm - samme mængde hoste på scenen, og stort set ingen stemme. Og så finalen i Tversted den tredje aften - stadig hosten og harken, og et sangforedrag, der kunne minde om en blanding af en pint kalv’s dødsklage og et for stramt bundet suspensorium (googl selv!)

Aflysninger var på tale. Men af én eller anden grund ved jeg, at aflysninger overhodet ALDRIG kan komme på tale, netop på denne tur. Koste hvad det vil. Vi spiller, med dét vi har, for arrangementet er vigtigst – og langt vigtigere end hvordan jeg har det…

Tversted var et nyt bekendtskab for mig, og et vidunderligt ét af slagsen. Man fornemmer i hvor høj grad, ikke mindst det lokale jazz-miljø, og dertil hørende koncerter har opdraget et meget stort og trofast publikum. Dén slags tradition hænger i luften – selv i aulaen til en relativt anonym SFO, eller hvad nu det var…

Min uge sluttede på overraskende vis i går mandag – ja dér sluttede min uge altså – da jeg skulle signere CD’er hos SPAR i Agger. Et par hundrede kunder og fans var mødt op og tog totalt røven på mig, da jeg kom ind, ved at skråle fødselsdagssang for mig - med Michael Iversen i front på ukulele! Og så var der kagemand. Sådan én har jeg vist ikke fået i over fyrre år!

Ses i Rakkeby og på Læsø om et par dage!

Yo!

Olsen.

Tourdagbog uge 1

Når man går i skoven, kommer man nogen gange til at rage til en gren, der kaster uventet mange bær eller frugter af sig.

JØWT – og hvad deraf hidtil er affødt, minder indtil videre om en sådan tur i det grønne. Modtagelsen blandt anmelderne har som bekendt været særdeles rundhåndet, salget er gået grassat, og turnéstarten, forgangne weekend, har været en varm og vidunderlig oplevelse. Tak for det hele.

Hér et lille tilbageblik langs de sidste dages landeveje.

Selvom jeg har insisteret på, vi så vidt muligt skal overnatte lokalt – altså i de små-byer, hvor vi spiller, har vi de første dage haft base i Aalborg, på grund af diverse logistik.

Allerede første aften – eller nat – havde min søn Marco, der som bekendt er med os som CD-sælger og roadie – efter en lystig tur i Jomfru Ane Gade - en lille uoverensstemmelse med hotellets natportier. Emnet var rygeregulativer og disses håndhævelse. – Er døråbningen til hotellet indendørs eller udendørs? Indendørs åbenbart, for vi måtte erlægge en ” ryge-bøde” på 1500 dask ved afrejsen. Til gengæld snuppede knægten en slørhale fra hotel-diskens lille glas-bowle, som han tog med på sit værelse, som gidsel. Dyret fik en fin plads i håndvasken, men valgte alligevel før solopgang at afgå til de evige fiskemarker. Fisken blev dog erstattet af en nyindkøbt - og pænere - til bowlen, næste dag.

Det er koldt i Danmark i disse dage – hvilket osse betyder høj, klar himmel over Vendsyssel. Uanset i hvilken retning man forlader byerne, sidst på eftermiddag, står nordvest-himmelen som en orange katedral foran Jesper’s Chrysler’s forrude, hvilket i sig selv er en westernfilm, som vi helt gratis får lov at nyde. Der er nu heller ikke meget at glæde sig over, hvis man lader sit blik glide over det indvendige scenarium i bilen. Ganske vidst sidder vi mageligt i flysæder – men disse ser mest ud, som flyder de på et tæppe af plastik-flasker, cola-ditto, og tomme smøg-pakker – fra en tidligere turné. Fra min plads ser jeg desuden bedst lydmanden, Jan Vinther’s nakke, der i al sin manglende hårpragt ikke byder på den store afveksling.

Alle fire koncerter – Hjørring, Vodskov, Frøstrup og Jerup var intense og dejlige med både gensyn og mange nye ansigter. Fornemmer virkelig jeg spiller for en helt rigtig blanding af de faste possums og mange nye, der er strømmet til, netop fordi vi i denne omgang hundrede procent vælger at fokusere på dér, hvor de er.

Det var så fedt at se, hvordan man i Frøstrup har fået sat sit faldefærdige forsamlingshus i stand og fået indrettet en sal med et unikt udsseende og en suveræn lyd. Eller at møde entusiasmen hos hjælpere og arrangører i Jerup, hvor man fra starten havde været skeptisk overfor, hvorvidt sådan noget ”musik-værk”, kunne spænde an, hos dem. Dét ku’ det – og sådan oplever vi det indtil videre overalt. – En sejrsgang for dét Danmark, som mest omtales i problematiserende vendinger, men som altid viser sig at repræsentere masser af de kvaliteter, man måske tar’ for givet i kulturen, i de større byer.

Vi ses nordenfjords, igen om nogle dage…

Allan Olsen

Fremragende anmeldelser af JØWT

Jøwt er blevet meget positivt modtaget af såvel lyttere som anmeldere.

Den har fået 5 stjerner af Politiken, Gaffa, Ekstra Bladet, Berlingske Tidende, BT m.fl.

Vi håber, I nyder den...

Udsolgt

JØWT er udsolgt hos mange af SPAR-Købmændene - så ring lige i forvejen hvis I kører langvejs fra.
Vi arbejder på en ny leverance, så den 18. marts er der igen fyldt op på hylderne hos SPAR.

Husk at JØWT kan købes hos SPAR Nordenfjords - dvs. også Thy/Hanherred.

Så er pladen ude

Så er "JØWT" på gaden.

Den kan idag - den 4. marts - købes i CD-Baren i Frederikshavn. Og fra imorgen - den 5. marts - kan den købes ved alle Spar-købmænd i Vendsyssel.

Senere på året udkommer den også i resten af landet.

Pladerelease på JØWT

På mandag d. 4. marts udkommer "JØWT", og i den forbindelse holder Allan pladerelease i Frederikshavn.

"JØWT" sælges denne dag kun hos CD-Baren i Frederikshavn, så det er der, det sker, hvis man vil være blandt de første til at erhverve sig pladen. 

Allan vil selv være tilstede og signere plader mellem 16.30 og 17.30.

Vi håber på at se jer...

Min nye plade -

"JØWT" ("Gævt") - Vendelbomål for fedt, kanon, mega-stort, fantastisk, godt og super...

Om jeg er specielt niche-orienteret eller sekterisk, må andre om at vurdere. Jeg har aldrig skrevet en sang om noget, jeg ikke fandt vedkommende. Men jeg har heller aldrig skrevet en sang, der ikke skulle handle om noget - for derved at bejle for et bredt publikum .

Sangene på JØWT henvender sig - forhåbentlig - til to slags publikum. De indforståede - og alle andre. Sådanne sange har jeg altid helst selv villet høre. Gode, smalle skarpe snap-shots, på en almenmenneskelig klangbund. Det var dét, jeg mente, da jeg kaldte en plade " Sange for Rygere ". Ikke at man nødvendigvis skulle inhalere 60 smøger for at fatte sangene - men måske kunne det hjælpe lidt, til den umiddelbare forståelse. 

JØWT indeholder 10 sange, med udgangspunkt i min erindring og nuværende oplevelse af dét Vendsyssel jeg kender. Fire af sangene er på dialekt - vendelbomål - og næsten alle indeholder stedsangivelser, lokale forhold eller vendinger, som de indforståede - de lokale - straks vil fange. Men det slog mig, mens jeg skrev materialet, at hele kulissen, i lisså høj grad som i alle mine andre sange, kunne skiftes ud med Århus midtby, Kvong eller Slagelse. Grundvilkårene er de samme.

Der er tre ting, vi skal opleve i livet - at fødes, at dø - og så dét midt i mellem. En blues er en blues. Det er dét mine sange handler om - osse dem på JØWT.

Som mange andre af os showbiz-idioter har jeg gennem mere end 30 år, om ikke bortforklaret, så nedtonet vigtigheden af dét sted og de betingelser, jeg voksede op under. Det er ikke fint at være fra provinsen, når man skal være noget, i hvert fald ikke i Danmark. Hvis vilkårene havde været de samme i England, havde vi aldrig fået The Beatles, hvis sound og accent i dén grad var Liverpool - eller så meget andet. 

Hér hjemme har vores hovedstads afsides beligenhed betydet, at stort set al kultur udspringer af kreativitet med rødder i, hvad man i hovedstaden ville kalde provinsen (som ved yderligere centralisering er blevet til udkants-Danmark). - For medierne, meningsdannerne, beslutningstagerne, politikerne og JØF'erne holder til dér. Jeg synes, alle vi, der råber på opmærksomhed - og penge - fra vore omgivelser, skylder at gennemgå en kartasis, en lutring af, hvad det egentlig var for tidlige påvirkninger, der skabte grundlag for dén kreativitet, vi senere kom til at leve af. Skuespillere, malere, forfattere og musikere - alle fra "udkants-Danmark", som af og til i interviews rynker på næsen af deres ophavs provinsielle og snæversynede lidenhed. - Hvor forfærdeligt det var at være et overset kunstnersind, i f.eks. Aalborg, og mere af dén slags. Det falder sjældent disse ind, at det måske var netop disse vilkår, der skabte dét hele menneske - og kunstner - de endte med at være. Hvis en glimrende forfatter som Carsten Jensen eller en skuespiller som Connie Nielsen havde gennemlevet en opvækst på Bernadotteskolen, eller Charlottenlund musik - eller friskole, var de måske endt i banken - hvem ved...

JØWT udkommer i første omgang i Vendsyssel.

Det er for mig lidt som når man har en familiesamtale. Der er ting, man bedst får sagt i et mindre forum. Og efterhånden som det besluttes mere og mere fra centralt hold, at yderkanterne i Danmark må ta' seletøjet og kuskesædet i brug, hvis de vil på hospital, borgerservice, biblioteket, i skole, snakke med politiet - eller til koncert med mig og mine kolleger - synes jeg, jeg har lyst til at gøre en undtagelse hér, og lade en fjern provinsiel - og for mig vidunderlig - landsdel få første-ret. Dét tåler nationen nok.

JØWT vil således udkomme eksklusivt hos Ole i CD-baren i Søndergade i Frederikshavn, mandag den 4. marts.

Dagen efter vil pladen være tilgængelig på masser af salgssteder, over hele Vendsyssel - disse offentliggøres snarest.

Ses norden-fjords!

Allan Olsen.

Verdensturné i Vendsyssel

Som I kan se her på siden, foreligger nu kalenderen for min forårstur, 2013.

Det er lidt som at skulle sige til sin kære, at man har fundet en anden – ja ikke at jeg har prøvet dén slags – men hvis man nu i sin behagelige, daglige kærlighed, pludselig er stødt på en gammel skole-flirt, og der ikke var nogen vej tilbage. – Så er der dømt  familiesamtale…

Dét ved I : Jeg elsker at spille for jer ALLE sammen over HELE Danmark.

Men foråret bliver en nordisk tour-de-force - en Verdensturné i Vendsyssel.

Vendsyssel – og vel stort set resten af landet, bortset fra de fire ”store” byer, omtales og i-tale-sættes mere og mere af dem, der bor og regerer landet – i og fra de fire”store” byer. Og tonefaldet klinger mere og mere bekymret og problematiserende. –Der er sgu ikke meget, ”der er SÅ dejligt på landet” over udkantsdanmark-debatten, for tiden. – Så skal de udfases, så skal de hjælpes, så skal deres huse køres over med en bulldozer… Har man fulgt den ophedede bekymrings-debat om ”udkants- /vandkants-/-banan-Danmark, før man tar’ hjemmefra, forventer man at møde en grædende landmand og nogle triste og underernærede får. Det sære er – når vi - dvs. mig og min guitar og dem jeg har med – kommer ud til disse små flækker, hvor ALT er nedlagt - borgerservice, skolen, biblioteket, sygehuset – alt – for at spille, ja så mødes vi af en overstrømmende entusiasme og kreativitet til at få noget lokalt til at lykkes. Der er ingen jammer: Jae, hér bor så 216 mennesker – og vi regner med at de 150 kommer til koncerten i forsamlingshuset i aften. – Osse selv om det meste af inventaret er solgt fra, eller bare forsvundet. – Det finder vi ud af…

Derfor tænkte jeg: Nu skal det for en tid være slut med, at dem fra Tolne skal køre til Hjørring, dem fra Jerup til Frederikshavn, dem fra Brovst til Aalborg, eller dem fra Agger til Thisted – for at se på en tosk’ med en guitar. Nu kommer vi til dem – i hvert fald indenfor magelig knallert-afstand. Og har bulldozeren allerede kørt forsamlingshuset over – ja så må vi snakke med den lokale tømrer om at få rejst en barak…

Jeg har aldrig haft svært ved at falde til og føle mig hjemme nogen steder. Det betyder ikke, jeg ikke ved dybt inde, hvor jeg hører til, og Vendsyssel vil det altid være dér, hvor pløkken til min bardun blev banket solidt i jorden.

Så folks – kig op på den anden side af Limfjorden fra den 6. Marts – det er gæstfrie folk – eller osse ses vi rundt i landet, senere på året.

Lige nu er der en nordenfjordsk familiesamtale, det gælder…

Ny triotur

Fedt fedt fedt! Glæder mig – og glæder mig alligevel slet ikke, og jo selvfølgelig – til vores meget-tæt-på-start på trio’ens andet ben. Og hvordan hænger alt dette vrøvl så lige sammen?

Jo, jeg glæder mig som altid til at ses med Nick og Per på scenen, i bilen, i baren – glæder mig som altid til at spille for jer, glæder mig som altid til at ta’ hjemmefra, fordi jeg er vaccineret med rastløshedens nål – den goe’ af dem, sku jeg mene…

Men samtidig falder det hele sådan, at jeg pt. har hodet dybt dybt inde i nye indspilninger med Gæst i hans studie i Aalborg. Vi har jo som bekendt ikke arbejdet sammen, siden pladen, der bar hans navn – jo og så lidt på Multo Importante osse – men det er vidunderligt at være tilbage i dén fælles ting, vi af og til får til at opstå, Gæst og jeg. Det er noget med, at når vi indspiller, og det kører, som i øjeblikket, er alting grineren og meget let.

Men det at være i studiet er nok noget nær det mest modsatte af at spille live. Alene tøjet! Futsko og slasket - hvad der lige er i skabet, er bestemt gangbart, når man hænger over en computer i et par rum, stort set uden vinduer. Og vinduer som, hvis de er der, repræsenterer en udsigt til noget, man ikke orker at beskæftige sig med – nemlig virkeligheden udenfor – omverdenen…

Men men – afsted med os! Og det bliver som altid fedt at sejle med færger, krydse broer, holde i kø ved Vejle – men mest af alt fedt lige at komme ud på scenerne og hilse på!

Ses around folks!

Allan.

I studiet igen...

Ih, hvilket syn. Ikke siden jeg i forrige uge med mor, søster og søn stod og gloede betaget på Isfjorden ved Jakobshavn i Grønland, har jeg set smukkere udsigt, end min kalender hér i september. - Tom, åben og vidtstrakt, pragtfuldt. - Ikke at jeg føler direkte ubehag ved at bestille noget - og slet ikke når min beskæftigelse er at underholde mit begavede publikum. Meeen de seneste måneder - for ikke at snakke om sidste efterår, har jeg følt mig lidt som et hårdt redet og tørstigt lille æsel, for der er godt nok blevet rakket en hel del rundt...

Nu sidder jeg så sammen med min gamle buddy, Gæst, i hans studie i Aalborg og leger med lidt nye ideer. IKKE at jeg lover noget som helst om, hvornår, der kommer noget ud - men fedt, efter en pause på - ja hvad er det, 5 -7 år vel, igen at sidde og pusle med akkorder og klange med Gæst. Vi har det altid sjovt, og dét er ikke det dårligste udgangspunkt. Og osse fedt at få lov at opholde sig i dobbelt A igen, nogle sammenhængende dage. Jeg ka' godt li' Aalborg - der er noget fanden-i-voldsk over Aalborg. 

Nå, men lige lidt solo i starten af oktober - så et par uger til Asien - bl.a. dejligt gensyn med Singapore, hvor jeg spiller for dér-boende danskere - for tredie gang, så hjem til lidt mere solo-hejs, inden Per, Nick og jeg igen gir' den et drej på trio-skruen. Hey forresten - er der sange, I gerne vil høre i trio-form - prøv at foreslå nogen hér på gæstebogen. Måske spiller vi dem. Hvis altså de to andre kan finde ud af dem...

Ses, Olsen.

Tjaa - det er blevet sommer og festivaltid

Men osse tid til de små, fine steder hvor jeg efterhånden kommer, hvert år. Der er en rytme i måden, hvorpå vi vender tilbage, en rytme i, hvordan koncerterne forløber, og en rytme i, hvad der sker rundt om dem.
Hér i august er det jo bl.a. Café Ellegård i Sommersted, Pottegården, Ellinge Lyng og Den Blå Biograf i Lønstrup – alle sammen steder, hvor gode mennesker år efter år sætter penge og helbred på spil, for at sammensætte et fint sommerprogram.

Og jeg ved, at dén musik-tradition, jeg kommer af hører hjemme, og udfolder sig bedst, netop på disse mindre klub-lignende spillesteder. Det var dér det startede – i bl.a. Amerikanske coffee-houses og bluesklubber, i 50’erne…

Der er lidt feriebarn over det, når vi ankommer til disse steder – lidt som at komme hjem igen. – Ok, når I har slæbt jeres grej ind, er der lige lidt frisk fisk til jer…
Efter jobbet falder vi i snak med lokale – og ofte osse ferierende turister, med overståede fladskærms-abstinenser og masser af historier og overskud…

For mig er disse små steder en tilbagevenden til de grundvilkår jeg begyndte med, som meget ung folkesanger. Forholdene var måske mere tvivlsomme, og prioriteringen af mit spilleri hos såvel værten som publikum, en noget anden. Men ind imellem lykkedes det at fange to – tre stykker ved et bord, bare et vers eller to. Og det var nok til at man gad gå hjem og skrive flere sange. Det er det heldigvis stadigvæk.

Ses i shorts!

Nå tak folks

Knapt har trio-turneen lejret sig i mindet, knapt har Per fået slået græsplænen hjemme i Risskov, knapt har Nicolaj fået skiftet bleer og tømt ungernes tagrende-hagesmæk, på trend-cafeen, på Vesterbro, knapt har en anden én fået rettet klapperslange-støvlerne ud, før rygtet vil, vi skal ud igen til efteråret, med denne lille, indbildske trio-konstellation. Rygtet taler sandt – dét skal vi…

- Og hvorfor så det?
Ja altså for det første ligger der jo penge på gaden, i de byer, vi endnu ikke har besøgt, hører vi. – Byer hvis vrede borgere med oplagt forurettelse har anført, vi sprang dem over, på forårs-turen. Flere – jeg mener det drejer sig om mindst tre – musik-begavede possums har besøgt såvel denne hjemmeside’s gæstebog, som ALDI-versionen, FaceBook, og brokket sig over, netop deres by er blevet vejet og fundet for let i første runde.
En sådan publikums-storm bør vi naturligvis ikke sidde overhørig… Dertil er vi ALT for pligtopfyldende og aaaaalt for selv-fede, det er klart.

Så fra den 14. november til den 1. december tar vi lige en tur mere, Per, Nick (Jan, Jesper) og jeg. Hvorfor er Jan og Jesper sat i parentes?, vil nogen spørge. – Ja, det er de fordi den naturlige udvælgelse har ordnet det sådan, at det er dér, de har det bedst – ikke på scenen, ikke i det stærke lys, ikke i jeres hyldest - men derimod or’nende i mørke huler og uhumske gange, med en rulle jack-kabler under armen.
Sådan er dét, og det er godt.

Så når vores sporadiske festival-bemandede-droner er kastet, ses vi igen ude i den normaliserede virkelighed – trio efterårstur, med start den 14. november.
Se tur-kalenderen – og i dén, din by’s navn – under ”koncerter”, hér på siden…

K. Olsen.

Efter trio-turen - interview med Olsen

Eftersom ingen andre sikkert gider, interviewer Allan Olsen lige sig selv hér, omkring den netop overståede turné, med trioen – Olsen, Land og Frost.

-Allan Olsen, når vores ishockeylandshold, disse dage skøjter af isen, efter endnu en fadæse, bliver en enkelt spiller gerne trukket til side, for en kommentar, på vej til omklædningsrummet. – Er du med på et par turné-betragtninger, hér?
- Naturligvis, hr. journalist-spire – en yderst original – og ganske aktuel vinkel, såvel for hockey-holdet, som for mig…

-På din facebook-side kunne man se et billede fra jeres trænings-lejr op til turneen. To ud af tre af trioen’s medlemmer sidder med ansigtet begravet i hænderne. – Et udtryk for, I var ved at opgi’ på forhånd?
- Nej nej. – Det var bare lige i starten af pollen-sæsonen. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er en hund efter at øve tingene ihjel. Jeg har jo lige spillet et år med Dalton, hvor alt jo helst skal være i dag, som det var i aftes. Dét keder mig. Man må ha’ en vis tiltro til en løs skitse, sin værktøjskasse, og øjeblikket’s komme. Det er jo dét der hedder live… Jeg mener - jeg vil til enhver tid lade mindst 20 % af showet stå åbent, og se, hvad der sker. Hvem ved, om der sidder én i publikum, med et fantastisk grin, eller om der ryger en streng, eller om lydmanden dratter ned fra sin pind? Det er show-time…

Så I var med andre ord overhodet ikke ordentligt forberedte?
- Njaar, det synes jeg egentlig ikke man nogensinde er. Hvis det bare drejer sig om at lire noget udenads-agtigt af, så kan man sgu da lisså godt gå efter et job i Provinsbanken…

- Provinsbanken krakkede altså i 1990.
- Nul – den blev fusioneret med Handelsbanken, og sådan nogen, smarte…

- Nå, OK – synes nu alligevel det er lidt mærkeligt, I ikke øver mere op, før en turné.
- Jo, men så er der jo osse dét ved det, at vil man ha’ de bedste med, er der ikke meget tid at rutte med. –Per skulle først være færdig med sin Sanne-tur, og Nick skulle ha’ nogle flere unger, og det tar’ jo osse tid… Men måske er det dét det kommer af, hos mig, det dér med, at man må ta’ det lidt gelinde – at jeg aldrig er kommet helt i første række, når jeg vælger musikere. Når jeg nu absolut vil ha’ Kim Larsens bassist eller sådan nogen med – så må jeg i stedet sætte min lid til kemien, frem for at regne med, folk har tid – eller lyst – til at stå og spille Op til Alaska i øveren, i en måned. – Personligt ville jeg hellere reinkarneres som Alex Nyborg Madsens G-streng...

- Så selve turneen. – Nogle højdepunkter?
- Ene højdepunkter, synes jeg. Det er ligesom at ha’ været på en rigtig vellykket ferie, med én man elsker. – Ikke et eneste skænderi eller slagsmål…

- OK - men hvad skete der så lige på Skråen i Aalborg, Olsen?
- Skete der noget dér? Det var da en fed aften.

- Ikke desto mindre truede du på et tidspunkt, med at gå af,  hvis ikke lyden på scenen blev bedre?
- Ok, det var måske osse så stærkt igen. Så ville de andre to jo stå dér og glo, ikke? – Og hvor skulle jeg gå hen? De fleste, jeg kender i Aalborg sad jo ude i salen. Men der skete dét, at lyden gradvist forsvandt på scenen. Vi spiller meget dynamisk, hvilket vil sige skiftevis lavt og ret højt. Så vi er enormt afhængige af lyden på scenen. Ellers bliver det forceret – som at løbe kort-distance udad i Vesterhavet, mod bølgerne…

- Så skal man ikke være kortbenet.
- Nej, eller vandskræk. Problemet på en scene er så, at man løber i bar røv, osse…

Men ellers var der de små film, vi optog back-stage, hvor Nick lærer dansk – og da vi i limo’en lagde forbi de håndgangne mænd, der var kørt tør for diesel, midt på Vejlefjordbroen - Nitwids!
Koncerten i Sønderborg var skæg, fordi vi fik den idé at lege lidt med den dér ret andægtige og afventende stemning, der var i salen, da vi gik på. – Vi var nu osse høje over, om eftermiddagen - igen – at ha’ været med på rundvisning på Dybbøl Banke, hvor vi fik de forsmædelige tæsk, i 1864. – Og begge dage på Train i Århus – dér har jeg aldrig spillet for et siddende publikum, før, det var meget intenst – og så den stående, om torsdagen... Dét var bare sådan en dag to remember… Men jeg kan ikke komme i tanke om en aften, jeg ville ha’ været foruden. – Heller ikke dén i Viborg, hvor vi havde sat næsen op efter en fed tur i byen, bagefter, men hvor alt var lukket! – Vi endte på et hotelværelse, hvor selv Jan var vågen, til ret sent. - De ville til at smide et meget stort fjernsyn ud fra altanen, på tredje sal – men jeg bad dem overveje først, hvorvidt dét var noget nyt, eller om det var set før…

- Lyder som om I har haft det festligt. Bliver det så AO med trio fra nu af?
- Nope. Jeg har aldrig brugt at holde fast i noget, ret længe. Men jeg har opdaget, man kan lave masser af stor lyd, uden trommeslager. Jeg har jo været tvunget til, fra starten at klare mig alene på scenen, dengang ingen gad spille med mig. Det er flere andre jo gået i gang med nu, hvor pengene ikke kommer fra pladesalg, men fra koncerterne. Så jeg aner ikke, hvad jeg finder på.

- Jamen der er jo osse lige nogle festivaler – og en efterårs-tur med trioen?
- Ja, få udvalgte festivaler, og så en hel del ekstra-jobs i efteråret.

- Hvornår starter I i efteråret?
- Aner det ikke. Jeg bliver bare hentet, og er altid den sidste, der ved noget…

- Til sidst – hvordan ender det for Danmark ved VM i ishockey?
- Det ser sgu skidt ud. Det er alt det hér med det bedste hold, nogensinde. Man skal huske, det kun er store drenge. Ligesom soldater. De er enormt påvirkelige, og det gavner ingen at snakke om, vi nu er næææsten i en kvartfinale. - Hvis ikke heldet er med dem nu, er det ned i B-gruppen, for første gang i 10 år. – Så kan vi glæde os til at se dem spille mod Albanien og Rumænien, eller sådan nogen. Ørk! Men Ok - som Jack Nicholson siger - don't let yourself depress by entertainment...

- Allan Olsen – tak for de skarpe svar!
- Åhr, spørgsmålene var nu osse ualmindeligt begavede, Allan...

Tour-update

Well well, så er halvdelen af trio-turen vel overstået. - Ikke at det skal lyde som om, det er en besværlighed, for det er en fornøjelse at "ture" med Nick og Per - og med Jan og Jesper... Og en fornøjelse at spille for jer. Jeg har Danmarks mest begavede og kvalificerede publikum!

Som gennem-ægte damp-barn er det de tilfældigt tilstødende tildragelser ( sikke en mastodontisk konstruktion ) der tegner dagene, mere end, hvordan den ene koncert lige går, i forhold til den næste. - Det kan være noget med, hvor Nick og Per og jeg lige æder frokost, imens Jan og Jesper stiller alt grejet op - kan i den forbindelse varmt anbefale restaurant " Under Klippen " i Holstebro! - eller hvorvidt det nu lykkes gutterne at få fyldt diesel ( for mine penge ) nok på kassevognen, til at nå over Vejle Fjord, etc... 

En af den slags "random" oplevelser fik vi i Odense. Jeg traskede ned til morgenmad-buffeten, på hotel Plaza, og der sad minsandten hele det danske ishockeylandshold, artigt labbende havregryn i sig. Nu er ishockey - bortset fra boksning - den eneste sport for mænd, som man kan respektere. Så jeg hældte en del juice direkte ned i bakken med rundstykker, mens jeg betragtede dette skue af prægtige unge sportsmænd. Mine heroes, samlet til træning hér, 14 dage før VM starter i Finland. Morten Green var der, og Frederik Andersen, og måske osse Frans Nielsen. Men han er så stor en stjerne, at selvom han var der, ville han ikke rigtig være til at få øje på... Og jeg ku' sagtens glo, for ingen af dem har den fjerneste anelse om, hvem Olsen fra sydbyen er. - Måske lige med undtagelse af holdlederen, Esben Nedermark, der selv kommer fra dén ende af byen, så vi fik en rask snak over scrambled-eggs om, hvorfor fanden hockey bare ikke kan få ordentlig fat, hér i Århus...

Dét jeg kan li' ved hockey - nej dét ville føre for vidt - men én ting jeg kan li' er, at det konstant er hér og nu. Man kan ikke spille henholdende fedtspil, og se tingene lidt an, i ishockey - eller i boksning - man må frem, og gi' dét, man har. Ellers er modstanderen smuttet, blot  for at dukke op sekundet efter, et meget grimt sted... Dansk ishockey består af godt 4000 spillere, alt medtaget - cirka det halve af, hvad man har i en svensk by som Göteborg, alene. Alligevel har vi - pt. - bidt os fast blandt de 10 bedste nationer i verden, den seneste halve snes år. Det er humlebien, der flyver, selvom den teoretisk set, ikke kan. - Nøjagtig som det er, når det ( against all odds ) lykkes for en nordjysk folkesanger at få en karriere ud af en tvivlsom, lettere løgnagtig hals, og et meget personligt guitarspil. - Osse hér burde kommunen gribe ind...

Nå, men der er måske ikke så meget sex drugs & rock'n roll at fortælle om. Vi ser til at der bliver drukket en del cubansk rom, og vi er alle (lalle)glade rygere - men derudover er det sgu nok meget køjen, der kalder, når vi forlader en koncert, et par timer efter alle andre. Heldigvis er der så meget godt lir og lal mellem os, at der er nok at snakke om. Ok, der er ikke meget Lemmy eller Alice Cooper over det - men Per og jeg kan altså finde på at sidde og snakke om, hvilke træer, der lige nu er tættest på at springe ud - sorry! Det er vist lidt som dét udklip, min gode - nej fremragende ven Viggo Sommer har hængende på sit lokum. Det er fra et ugeblad, fra en gang i 80'erne, tror jeg, og det er med Keld og Hilda. De fortæller om, hvor vildt det går for sig nytårsaften, hjemme hos dem. De siger, at nu, hvor børnene er store er det ret afslappet - ikke som i gamle dage. - Da kom naboen forbi, og så fandt de på at stoppe sukker-knalder i hinandens kaffekop, og en enkelt gang trillede æbler hen ad gulvet...

Ellers er recepten på scenen den (for musikerne) meget irriterende, at jeg ikke holder af at øve alting ihjel. Jeg er for rastløs til at køre den samme smøre, hver aften. Men jeg synes, vi har fundet en SOUND, og det er dét det drejer sig om, som Keih R. siger - SOUNDEN...

Nu er det det så Århus to dage i denne uge, på goe' gamle Train - og Vejle og Sønderborg. Glæder mig til at prøve den nye motorvej!

Ses, derude!

Yo, Allan.

Peter Bådsmand i Løkken - endelig! :-)

Dette sagnomspundne værtshus var på min ønskeliste, da jeg startede med at spille, i sin tid. Men jeg blev vejet og fundet for let... Nu skal det være.
Peter Bådsmand er et rigtigt værtshus, med stolte traditioner. - Hér har folk forelsket sig, danset, røget, drukket og pandet hinanden et par. 
Jeg vil tro flere har kørt sig ihjel, både på vej til og fra Peter Bådsmand i Løkken, end nogen anden hjemlig beværtning.

- Så det er med stærke følelser, jeg den 7. april, for første gang betræder denne, Jammerbugtens Grand ol' Opry...

Olsen

Nyhedsarkiv »