Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

G� til sang

Ord

Lanternen
fiktivt værtshusnavn

Nå tak folks

05.06.2012

Knapt har trio-turneen lejret sig i mindet, knapt har Per fået slået græsplænen hjemme i Risskov, knapt har Nicolaj fået skiftet bleer og tømt ungernes tagrende-hagesmæk, på trend-cafeen, på Vesterbro, knapt har en anden én fået rettet klapperslange-støvlerne ud, før rygtet vil, vi skal ud igen til efteråret, med denne lille, indbildske trio-konstellation. Rygtet taler sandt – dét skal vi…

- Og hvorfor så det?
Ja altså for det første ligger der jo penge på gaden, i de byer, vi endnu ikke har besøgt, hører vi. – Byer hvis vrede borgere med oplagt forurettelse har anført, vi sprang dem over, på forårs-turen. Flere – jeg mener det drejer sig om mindst tre – musik-begavede possums har besøgt såvel denne hjemmeside’s gæstebog, som ALDI-versionen, FaceBook, og brokket sig over, netop deres by er blevet vejet og fundet for let i første runde.
En sådan publikums-storm bør vi naturligvis ikke sidde overhørig… Dertil er vi ALT for pligtopfyldende og aaaaalt for selv-fede, det er klart.

Så fra den 14. november til den 1. december tar vi lige en tur mere, Per, Nick (Jan, Jesper) og jeg. Hvorfor er Jan og Jesper sat i parentes?, vil nogen spørge. – Ja, det er de fordi den naturlige udvælgelse har ordnet det sådan, at det er dér, de har det bedst – ikke på scenen, ikke i det stærke lys, ikke i jeres hyldest - men derimod or’nende i mørke huler og uhumske gange, med en rulle jack-kabler under armen.
Sådan er dét, og det er godt.

Så når vores sporadiske festival-bemandede-droner er kastet, ses vi igen ude i den normaliserede virkelighed – trio efterårstur, med start den 14. november.
Se tur-kalenderen – og i dén, din by’s navn – under ”koncerter”, hér på siden…

K. Olsen.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C