Koncerter
Bagom sangen...

Kommer kongen tilbage
Marianne Jelved rendte bestyrtet op og ned af de mudrede skråninger, i Vendsyssel, en efterårsdag, sidst midt i '90erne. Det var gået op for hende, man var begyndt at anlægge to motorvejs-strækninger,...

Kommer kongen tilbage

Marianne Jelved rendte bestyrtet op og ned af de mudrede skråninger, i Vendsyssel, en efterårsdag, sidst midt i '90erne. Det var gået op for hende, man var begyndt at anlægge to motorvejs-strækninger, mellem Aalborg, Hirtshals og Frederikshavn - og dét skulle stoppes! Det blev det ikke, så måske var det en ren hævnakt, da hun måneder senere fik lukket den toldfrie Kattegat-handel, på færgerne, mellem Frederikshavn, Sverige og Norge - en handel som i stor grad havde ligget til grund for butikshandelen i Frederikshavn, osse.

Marianne Jelved var valgt ind i folketinget, som opstillet i Nordjyllands Amt - og TV-avisen spurgte hende hvilke kvaliteter, hun forbandt med en ægte nordjyde. - Hun svarede stout-hed, ordholdenhed, vedholdenhed, og dén slags. - Det lod de være med at kommentere på, i nyhedsudsendelsen... Hun stillede ikke op i Nordjylland igen, senere.

Det syntes, som var det samme eftermiddag, Danyard - Frederikshavns værft måtte lukke porten, for sidste gang, og da MAN-fabrikken med vist omkring 600 ansatte osse bukkede under, var byen nærmest slagtet.
Jeg var til én af disse jubilæum-i-den-gamle-klasse-fester, lige dér omkring, og fik en snak med taxa-chaufføren, da jeg skulle hjem. Han var ret optimistisk, for som han sagde - Det er jo altså ikke Hjørring, det hér, vi skal nok komme igen...
Netop dén stemning synes jeg altid, jeg fornemmer, når jeg er tilbage i mit "Memory", og jeg takker mere og mere mine gener, for at være udsprunget af netop dét sted...

Sangen handler i lisså høj grad om det - nærmest - modsatte forhold: - Hvor længe blir' man egentlig ved med at stamme fra et bestemt sted? Jeg har boet langt største delen af mit liv væk fra "dét derhjemme", og kan vel dårligt påkalde mig andet end mindet's indsigt i, hvad det vil sige at være hjemmehørende dér. Mark Twain sagde at nostalgi er sindets og åndens onani - og dér er det så med at sove med hænderne over dynen.
Ergo var jeg nødt til, i starten af sangen at beskrive mig selv, netop som én der tar tilbage, til noget der engang var mit - som en reporter, der vil notere og fortælle, hvad han ser.

Og ja - Kong Frederik, Ingrid, og lille Margrethe kørte gennem byen i åben bil, dengang jeg var dreng. Vi fik skolefri, og skulle stå med papir-flag langs havnen, når kortegen passerede. Jeg kan huske, vi snakkede om, hvor store ører, kongen havde. Det var da handel, værftsindustri - alt boomede i byen.

Svendebyen - dén bydel, hvor værft-svendene boede, og hvor min far kom fra, Tolne og sandbanken, Brændevins Hage, næsten ovre ved Læsø - steder, der altid vil være behæftet med den største og mest eksotiske stemning, for mig.

Der er lidt engelsk i omkvædet, ja. Når man sidder med en totalt færdig sang, som man egentlig godt kan li', og det eneste der ikke er på plads - og aldrig kommer det - er de første ord i omkvædet, så hellere "bad times i Memory" - end helt at forkaste sangen. Dylan havde gjort det sidste - hvilket gør ondt at tænke på!

G� til sang

Ord

Graham Parker
fremragende engelsk sangskriver

Vintersol

06.07.2014

Vi har modtaget denne fantastiske historie om sangen "Vintersol"

Teksten til Vintersol kan ses her: http://allanolsen.dk/disko.php?mode=viewsong&s=31&a=5

"Mandag formiddag sad jeg i en stribe sol på en bænk ved åen, lige over for Magasin i Aarhus. En af de der bænke, som er lavet under fritlægningen af vandet og sikkert er ment som et sted, man kan tage et hvil, sidde lidt, mens man ser på vandet. Men jeg har lagt mærke til, at der ikke så tit sidder nogen – ofte står bænkene der bare som ensomme oaser kun i selskab med overfyldte skraldespande eller spredte graffiti-tags på de smalle brædder.

Jeg bruger dog tit en af dem – mest fordi jeg altid kommer for tidligt til mine aftaler. I mandags til en aftale med en kvinde, som jeg har købt et billede af, og som gerne ville lære mig bedre at kende, efter at jeg skrev til hende, hvorfor jeg gerne ville købe billedet (hverdagsmirakel).

Så jeg sad der i solen, stadig med musik i ørerne og min farmor i tankerne efter cykelturen. Forbundet af historien om min farmor, som aldrig lukkede kærligheden ind på ny, efter at hun som 45-årig mistede min farfar, der brækkede halsen i et trafikuheld – og så ordene i Vintersol, der fuldstændig har overmandet mig.

Mens jeg sad der, fyldt af taknemmelighed over min farmor og hendes sidste ord til mig (Du har givet mig så megen glæde i livet, bliv ved at skabe glæde for andre), hendes visdom, alt det hun lærte mig – blandet med en sørgmodighed over, at hun ikke lukkede kærligheden ind igen, selv om det var dét, hun gerne ville - og over mit eget, forvirrede sind - kom en ældre mand kørende på cykel.

Han standsede ud for bænken, slog støttefoden på sin gamle, støvgrønne Raleigh ned og satte sig ved siden af mig – hvilket straks fik mig til at flå høretelefonerne ud af ørerne. Jeg synes på en eller anden måde stadig, at der er noget uhøfligt over at sidde indelukket i sin egen verden på den facon og har ikke vænnet mig til at bevæge mig rundt i det offentlige rum med musik i ørerne, selv om det er, hvad de fleste folk på gaden gør. Derfor gør jeg det faktisk sjældent. Og aldrig uden et stik af dårlig samvittighed.

Vi sad lidt der, mens jeg betragtede ham stjålent ud af øjenkrogen. De klare, vandige gammelmandsøjne, store, barkede næver, som han brugte bagsiden af til at tørre sig over næsen, der løb lidt i sommervinden. En bred mund med en anelse underbid, der fik hans underlæbe til at suge sig fast i overlæben for ikke at falde ned. Et venligt, lidt sørgmodigt blik – på en gang nærværende og indstillet på uendeligt.

”Det snyder lidt i dag – med vinden,” sagde han så.

Det måtte jeg give ham ret i, var selv blevet overrasket over, hvor koldt det var, selv om solen var fremme.

Så fortæller han, at han dagligt tager sin cykel hjemmefra lejligheden på Langenæs og gør holdt her ved åen (”her sidder sjældent nogen”), inden han cykler hen på Hovedbiblioteket for at læse dagens aviser. I dag skal han bagefter videre til sin ældste søns hus bag ved Den Gamle By for at vande blomsterne, for ”de er i Amerika”. (Ikke USA, hans generation siger konsekvent ’Amerika’ og ikke USA)

”Den slags brugte vi jo ikke, da børnene var små, men jeg er glad ved, at de oplever det”

’De’ er børn og børnebørn. ’Vi’ er ham og hans kone, som døde for 15 år siden som 67-årig af en uskøn, brutal omgang tarmkræft, selv om hun hverken havde røget eller drukket og altid passede godt på sig selv.

Det har han ikke altid gjort. Som maler fik han snøvlet meget skidt ind i snuden, og bajere og smøger var der også rigeligt af. Ikke at han var den, der tog mest for sig af retterne, det gjorde han ikke. Men lidt blev det alligevel til. De boede i lejlighed hele livet, brugte ikke sådan det med at rejse – men om sommeren blev det da til en uge på Helgenæs, hvor de kunne leje fagforeningens hus for 70 kr. om ugen. Ellers gjorde de hver deres, konen hjemme hos børnene, som aldrig har været i børnehave eller SFO, ham på arbejdet. Men de havde det godt og skulle have det endnu bedre, og så lige pludselig var hun væk.

Han sidder lidt. Fordybet i tanker og uformindsket undren over, at hun tillod sig bare at forsvinde.

”Tja,” siger han. ”Tja…”

”Har du aldrig fundet dig en kæreste,” spørger jeg så efter nogen tid.

”Nja,” siger han.

Og så kommer historien om hans bedste ven, som døde – og om hvordan han tog sig godt af enken. Altså ikke sådan at forstå, men de tog da i sommerhus og til vandet, og det var rart, men det var dét.

Værre er det nu med nabokonen, som er blevet alene. ”For hun er altså dejlig”.

”Men hvad er så problemet?,” spørger jeg.

Han tror ikke rigtig på det. Ved ikke, om han duer til den slags mere. Om han kan hitte ud af det hele. Sådan en gammel mand som ham, midt i firserne, sådan føles det godt nok ikke indeni, når han tænker på hende, men hun er slet ikke så gammel, højst 80, og han har ikke rørt ved andre end sig selv i de 15 år, der er gået, siden han blev alene. Nej, det må han nok hellere opgive. Kan kun lige holde balancen på cyklen, og hvem ved, hvad hun ville sige, hvis det var. Men hendes hænder… Hendes hænder…

Da er det, at jeg kommer i tanke om Vintersol. Fisker iPhone og høretelefoner op af tasken, forklarer om nye venskaber, opdagelser og ord – om at møde hinanden sent i livet, om at tro, at man er bedst alene, om den stille lykke ved at åbne sig alligevel. Sådan nogle dippedutter har han godt nok aldrig haft i ørerne, men han har set børnebørnene gøre det, "så det kan vel ikke skade”.

Og pludselig sidder han der. 85 år gammel og debuterer med iPhone-noodle-style-høretelefoner og hengemt passion. Spørger om han må ”prøve igen”, da tonerne dør ud, og jo, det må han da.

Han lytter til sangen to gange, giver mig så hånden og stiger op på sin støvgrønne Raleigh med kurs mod Hovedbiblioteket. Men inden han sætter pedalen i sving, kigger han over skulderen og siger:

”Jeg tror, jeg ringer på.”"

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C