Koncerter
Bagom sangen...

Trist som en tigger i bombay
Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg k...

Trist som en tigger i bombay

Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg kunne ha' sunget den bedre...
Jeg ku' altså ikke nære mig for lige at kommentere på dén dér triste-rock bølge, der bare messede ud over stepperne, på dét tidspunkt.
Generelt er der alt for få, der mener noget som helst i dansk rock - og showbiz, i det hele taget. - Der er ikke meget Paul Weller dizzer Liam Gallagher, som så vil slås, hvis de ses til Music Awards, herhjemme. Og det ku' jo ellers være ret festligt. - Ikke siden Peter A.G. gik bananas over at Thomas Helmig og DAD havde formøblet hans formue, på et vanvids-WigWam-projekt, har der været meget slag i bolledejen. - Men ved dén lejlighed inviterede jeg A.G. på en dejlig, hot curry, på restaurant Thaj, i København - for at se ham sprutte og hvæse. Han skuffede ikke...

Desværre var der én eller anden klap-hat - jeg tror det var på Berlingeren - der fik drejet min sang derhen, at det var en kritik af Saybia - hvilket det ikke var.- Det var bare en kommentar til, at rocken var - og stadig er - totalt humor-forladt, mens stand-upperne, der har taget patent på at være sjove, er tå-krummende umorsomme...
- Skrevet i Tyrkiet, iøvrigt, mens jeg var holdt op med at ryge - og kun røg i smug, for mine unger. Konstant...

G� til sang

Ord

psykofarmaka
medicin til behanding af sindslidelser.

Bag pladetitlen - GAJO

29.07.2014

Titlen på min anden plade efter NORLAN giver et billede af, at der ikke altid er en logisk rækkefølge i tingene – og at tilfældigheder som regel er the blues run the game (tjek Jackson C. Frank’s glimrende sang med dén titel).

Længe efter at GAJO udkom, lavede jeg, som nogen vil vide, en anden plade – Sange for Rygere. På denne fandtes sangen om udspringeren J. Jameson, der landede for sidste gang i sin balje, på Havmarken i min hjemby sidst i 60’erne.

Jeg havde skrevet på sangen, Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup, i flere år – ja faktisk fra før jeg udgav min første plade; det var sådan et gå til  og fra projekt. Dels fordi der var så meget andet – dels fordi tårnspringersangen krævede en masse research. Og hvorfor så dét? Fordi jeg var – og er – af dén opfattelse, at skriver man biografisk på andres vegne – altså om virkeligt levet liv – ja så må man tilstræbe at sige sandheden. 

Jeg støvede rundt i gamle avisartikler, vejrudsigter, politirapporter og tilgængelig litteratur. Det sidste især om rejsende, gøjlere, cirkus og tivolifolk i Danmark. Jeg huskede, det var Palli’s Tivoli, der havde Jameson ansat, da han sprang forkert i Frederikshavn, og jeg følte mig som ungdommelig, naiv brushane overbevist om, det måtte være den slemme tivolidirektør, der i griskhed havde presset tårnspringeren til sit sidste, fatale fald fra tinderne, 33 meter over min hjemby dén sommeraften. Og dét ville jeg skrive ind i sangen. Heldigvis faldt jeg over et fremragende interview med længst afdøde tivoliejer, Palli. Hér beskrev han situationen omkring Captain Jamesons sidste sæson i karrieren. Han var blevet for gammel til sit såkaldte ”dødsspring” – han var 64 - og Palli frygtede hver dag, at denne benævnelse og et tragisk endeligt stod overfor at gå op i en højere enhed… Og han fik ret. Ugen før det sidste spring havde Jameson forfejlet et spring i Odder og trykket stort set alle ribben. Palli tilbød at betale Jameson gagen for reste af sæsonen, hvis han ville undlade at springe mere. Det ville Jameson ikke – han mente at være klar. Jeg husker, at Palli i interviewet siger, at sådan skulle det osse nok være. Udspringsmasten skulle nok være Kaptajnen’s sidste rejse. Palli havde bare gerne set, det var i et andet tivoli end hans, det skete…

- Godt jeg ikke fik skrevet Palli ind i sangen som grisk tivolidirektør…

Nå – men mens jeg researchede til sangen om tårnspringeren faldt jeg over en del spændende skriveri om rejsende, natmænd og sigøjnere i Danmark. Især sigøjnerne fangede min interesse - som så ofte før, fordi jeg havde et svagt personligt minde, et billede, der flød på min barndoms gadekær. Jeg huskede, hvordan sigøjnerne kom til byen – som regel om natten, hvilket i sig selv var pirrende – og slog sig ned på selvsamme Havmarken, hvor Captain Jameson få år senere gav sit sidste plask. 

Når rygtet gik, at der var sigøjnere på Havmarken, tog min far alle cykler med ind i bryggerset – og træskoene, som ellers altid stod på trappestenen udenfor. Var der otte sigøjnere i byen en nat, hvor femogtredive cykler var meldt stjålet – ja så havde de hugget fire hver. Det var der ingen tvivl om. De sidste tre var forsøg på forsikringssvindel – hvilket var helt i orden…

-Hvad laver sigøjnerne så nu? spurgte jeg min mor, når jeg skulle til at i seng.
-Nåhr, de skal såmænd osse til at sove, sagde hun beroligende, sådan som mor kan.
-Gu’ ska’ de ej, lød den gamles stemme fra rygepladsen ude i køkkenet. – De sidder og steger pindsvin, og så skal de ud og stjæle…
-Hvem der var sigøjner sagde jeg. Men kun til mig selv.

Jeg læste alt jeg kunne finde om sigøjnerne, mens jeg søgte oplysninger om Tårnspringer Thomsen fra Tåstrup. Og jeg forsøgte at lære mig romani – deres sprog, eller ét af dem – og stødte på ordet gajo. Gajo betyder løst oversat noget, der ikke er eller tilhører sigøjnere. – En slags de andre, hvilket vil sige os fastboende og vores ejendele. Min far’s træsko inklusive, hvilket han vidste,uden at forstå en bønne af såvel sigøjnerne som af deres sprog…

Jeg skrev sangen GAJO – med betjenten i titelrollen. Hans far blev væk under krigen, og således traumatiseret har han hævn til gode i sit selvretfærdige, angste blod.

Da jeg skulle indspille min LP nr. 2, var jeg allerede begyndt at leve under pladekontraktens og pladekunstnerens stressede krav. Dét havde jeg ikke kendt til før og var dog ved at være midt i 30’erne. Der skulle bare leveres sange i henhold til diverse indgåede aftaler. Det kan lyde som jammer – men det er det ikke. Det kan sådan set være OK at skulle levere under pres, jeg var bare ikke vant til det.

Jeg syntes, som sangene til opfølgeren til NORLAN gik i nettet, at selve begrebet GAJO var relevant for meget af materialet. Sange som Med ryggen til Land, Han har Tænkt, Hver gang et skib kommer Ind og Peter Case’s, Mere end en Fuldmåne surfer jo meget omkring længslen væk fra stilstand og trædskhed. Så fanden heller – vi kalder pladen GAJO, hvilket osse vil gi’ en masse til journalisterne at spørge om. Og dét er vigtigt, når man henvender sig…

Coveret er et papirklip, jeg lavede – det var altså inden photoshop, og hvad har vi – af samlet materiale fra soft-porn magasinet, Penthouse, min yndlingslitteratur mens jeg arbejdede som natportier, på Bechs Hotel i Frederikshavn, som tyveårig. Det blad havde så mange flotte billeder og stod yderst på hylderne ved døren i DSB’s kiosk, overfor Bech’s Hotel. Lige til at stikke hurtigt indenfor frakken på vej ud af butikken. 

- Den gamle ville ha’ givet sigøjnerne skylden…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C