Koncerter
Bagom sangen...

Staklernes hus
Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at ...

Staklernes hus

Da vi i '63 flyttede ind til sydbyen, i Fresse, var der begyndt at skyde små, såkaldte villakvarterer op. Ikke at der var villaer - eller parcelhuse, i dén forstand - men nogen havde fået dén ide, at folk skulle ha' lov at bo i eget hus. Så anlagde man lange lige veje, på kryds og tværs, med små, ens huse - social-filantropisk boligbyggeri, til værdigt trængende, med mange børn...
Mange børn var der - og mange børn var det eneste, disse huse ikke var velegnede til. Til gengæld lå de så tæt, man kunne springe fra tag til tag - måske med et udhus, som mellemstation, hvilket var godt, når der var nogen efter én.
På én eller anden måde, lykkedes det min mor - der solgte ost - og min far, landposten at hive os lige netop over den streg, der gik mellem disse gader, og de mere parcelhus-lignende kvarterer. - Så vi boede sådan cirka et lille værelse bedre, end de andre, syntes vi...

Jeg tror vi havde en meget klar fornemmelse af, hvordan det stod til, i de forskellige familier - osse flere gader væk. - Det var en måde at placere sig selv på, måske - ikke hoverende, men til gengæld, med masser af misundelse, når man ude fra gaden så, nogen havde en bil, for eksempel.
En dag hørte vi om en familie, der var blevet skilt. Ikke forældrene, familien. - Den skilte familie, snakkede man om, hvilket måske ikke er så tosset, for det var før nogen fandt på, at børn kunne være samspilsramte.
Vi nærmede os deres hus, på det modsatte fortovs afstand, som man gør, hvis man skal hen til et bilvrag, på en øde mark, for at se, om der ligger døde eller kvæstede, derinde.
Jeg husker hvordan jeg, fra dén dag fornemmede sorg, opløsning og utryghed, når jeg passerede den skilte families hus - og en dag var jeg sikker på, jeg hørte en dame, der græd, derinde...

Der gik et par år, så skulle jeg - for første gang, tror jeg, overnatte hos en kammerat. Han boede i blokkene - et helt fremmed ord, i min mund, hvis ikke man staver det, "blokkerne", på 3. sal, og havde elektrisk tog. (Godt nok kun et Fleischmann - det skulle være Märklin - men hvad, han endte osse med at køre Tomos, i stedet for Puch...).
Vi lå og ævlede i soveposer, på gulvet. - Så var der sirener - brandbiler, de havde en mere langsom og sørgmodig melodi, end ambulancen. Vi sprang op, og så de blå blink bevæge sig i den mørke nat, ud gennem Søndergade i den mørke by, og en kilometer længere væk, orange lysskær af flammer, lissom i slowmotion.
Det var de skiltes hus, der var ild i, selvom de skilte, vist var flyttet...

30 år senere, i Hasseris, ved Aalborg.
En dag, jeg gik og skubbede barnevogn, kom jeg forbi et hus - et meget smukt, og ret stort hus. Ét af dén slags huse, man kan se, både bygherre, arkitekt og håndværkere har været stolte af, da det stod færdigt, engang for 100 år siden. Der var bestemt ingen elendighed, eller sorg at spore, ved dét hus, og jeg vil aldrig udpege det for nogen, da det kunne starte en negativ profeti, eller karma. Men huset blev på min daglige barnevognstur dét hus, der uvægerligt sendte mig tilbage til vores gader - og lige nøjagtig til dét hus, den skilte familie boede i, før der gik ild i det. Jeg har overhodet ingen forklaring på, hvorfor - sådan var det bare...

Jeg gik hjem og skrev Staklernes Hus, det var i foråret, '97.
Jeg skrev den ved et lille bord ved et vest-vendt vindue i dét, der hed flygel-stuen. Dér sad vores hus oprindelige frue i begyndelsen af 1900-tallet, og drømte om en karriere som koncert-pianistinde. Men hendes mand var direktør på cementfabrikken...

G� til sang

Ord

Grønlænderkalle
Karl er fra Grønland

Bag pladetitlen - PINDSVIN I PIGSKO

21.08.2014

Dette cover husker jeg mest som et meget sjovt billede af, hvor grafisk arbejde var nået til - rent teknisk - i forhold til i dag.

Coveret blev lavet af firmaet, Manad, hér i århus. De var nogle af dem, der var længst fremme på beat'et, og meget dygtige. Mener, de holdt til i Grønnegade, lige om hjørnet fra Møllestien, hvor jeg boede på dét tidspunkt - hvilket vil sige cirka 1991. Så jeg rendte oppe på deres værksted og forstyrrede konstant, mens de forsøgte at få fred til at lave mit plade-cover.

Som altid, når en plade er ved at være færdig til udgivelse, syntes jeg, at det var nødvendigt, at jeg blandede mig i ALT i processen. Skulle det nu være en guld- eller kobberfarvet skygge på de dér væddeløbs-køtere, eller hvad med en knaldrød?

De var lige begyndt at arbejde med computere. Gu' ved hvad man i dag ville sige til de modeller, de havde til rådighed i starten af 90'erne... Men det var uden tvivl state of the art - og som noget aldeles nyt kunne vi jo sidde og se på et utal af fotos af greyhounds og købe adgang til at benytte det valgte på coveret. Det var noget helt nyt.

Som ved mine to tidligere plader havde jeg ikke rigtig en mening om, hvad skidtet skulle hedde. Derfor gik jeg igang med at afsøge albummet's sange for at finde en titel.

I Bette Liverpool synger jeg jo: "min vandseng er fuld af pindsvin i pigsko" - et voila - pladen skulle da hedde Pindsvin i Pigsko. I det hele taget var jeg - til mit pladeselskabs store glæde - temmelig optaget af at skabe et mere pågående og ja, stikkende udtryk, end på Norlan og Gajo. Mere kant... 

Jeg ved ikke hvorfor, men straks jeg så titlen for mig, fik jeg billeder ind af halsende hell-hounds, greyhounds og snerrende køtere.

Jeg husker ikke helt, hvad der blev betalt for lån af coverbilledet, men jeg husker vi brugte tiiiimevis på at vælge det rigtige - og på at bearbejde det.

Det blev - indtil JØWT - den sidste plade fra mig i LP-format. Så kom CD'erne med deres grimme, snoldede plastic-æsker, der passede ind i diverse hyldekoncepter derude. Fra dén dag blev det en pauver business at designe pladecovere.

Resten er historie...

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C