Koncerter
Bagom sangen...

En plads i byen
Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksem...

En plads i byen

Jeg har været inde på, at nogle sange tar' måneder eller år at få skrevet færdige - andre kommer bare lige dumpende. Miss Pachoulia og Stille Morgen er omtalt under denne rubrik, som henholdsvis eksempler, på det ene og det andet.
En plads i Byen blev skrevet med et knips.

Vi var lige flyttet fra Aalborg til Århus - ikke med min gode vilje, men sådan ville skæbnen det - fra et "mansion on the hill", til midtbyens rummel og ja ja, bevares, blinkende café-liv, en samværsform, jeg aldrig bliver fan af, eftersom jeg aldrig har drukket kaffe, og hader larmen fra de dér små hidsige cappuccino-maskiner - især i betragtning af, akustikken i caféerne er hysterisk... Jeg havde ringet og snakket med Steffen Brandt, der bor lige om hjørnet, fra vores gade.

- Yo Stef - Hvordan opdrager man drenge, i Århus midtby? (Han har opfostret tre af slagsen, hér)

- Altså de skal holde sig fra sprut, til de er 11, fra hash til de er 13 - og så stjæler man ikke hos købmand Smedegård. Og fra de er 14, og vil ned og rende i byen om aftenen, lukker man ikke et øje, indtil de er flyttet hjemmefra... - Fedt...

Nå, vi var flyttet herned, og havde gæster på tag-terrassen. Den mindste af knejterne var gået ned på den lille boldbane hér bag vores ejendom, med sin bold. Da jeg på et tidspunkt gik på toilettet, så jeg fra velux-vinduet, hvordan han gik alene rundt, med sin bold under armen, og sparkede lidt i græsset. Han var en uendelig klejn, lille figur at se på, og skrøbelig. Jeg gik tilbage til selskabet, men måtte tilbage og se, hvordan det gik med ham. Han var der stadig. Han havde sat en pind i jorden, og forsøgte nu at ramme den, med bolden. Det gik ikke så godt.

Jeg gav mig til at skrive de første linier - find en plads i byen, til min dreng... på min mobil, gik så ud og fandt noget papir, og havde straks et vers, og næsten et halvt mere. Det var lissom at tegne croquis - modellen til sangen var min dreng, der denne døende sommeraften, sjoskede rundt, alene, lige neden for. Han forsøgte at knække en hassel-kæp af ét af nødde-træerne, men gjorde ikke, som jeg havde vist ham, så dét gik ikke. Så fandt han en død kæp, og gav sig til at tæske lidt løs, på ét af de ramponerede mål.

Jeg var sporadisk tilbage ved selskabet, på tag-terrassen, hvor kæften gik over Havana-club - så tilbage til vinduet, og lure på ham, og skrive lidt mere. - Det skulle være dér, og det skulle være nu.
Sangen var stort set færdig, da jeg så at han opgav at finde ligesindede, og gik gennem baggården. Snart efter ku' hans fødder høres på bagtrappen. Og sangen var stort set færdig.

- Hva' så - hva' har du lavet derude? spurgte én af gæsterne, og tog ham op på skødet.
- Bare spillet fodbold med nogle drenge, sagde han. - Men de stjal min bold...

En plads i Byen er osse er en universel sang om at komme hvor som helst hen, som ny - og ønske sig at blive taget ind.

Gå til sang

Ord

Helikoptermyg

Når det nu alligevel er søndag...

12.04.2020

Mere af dét her søndags-hejs…

- Uuuuhh! - There’s someting out there in The Foooog…’
Hollywood, skrækbogs-forfattere og dommedagsprofeter. Alle har de været der med deres opspilede øjene, og truet os med den ondskabsfulde, snigende giftgule tåge. Tågen der en dag kommer og tar’ os.
Nu er den her så den usynlige globale dræber, og hvordan går det så?

Jo tak. Vi placerer os tålmodigt i lange køer med traileren toppet med haveaffald, tusser rundt i Jem & Fix og får det hele til at glide. Vi stormer Herlev, når pizzamanden har 8 poser revet ost i overskud, og vi synger vore glemte fædrelandssange i stuerne under Statens - altså DR’s ledelse, vi fløjter under månen, mens vi pisser i hækken, spritter af og rykker sammen.

Det bli’r dælme svært at være horror-forfatter efter vi har kedet Coronaen ihjel.

Jeg stod og skulle male sommerhuset, og kom til at tænke på noget. Der holder en strandet tysk bil ovre hos naboen. Gud ved hvor længe de bliver her? For jeg mener jo, at når man maler sin facade, er det naboer og genboer, der skal bestemme farven. Altså dem der skal gå og glo på den hver dag - ikke mig, der sidder indendørs og kigger over på deres facader. Som jeg såmænd gerne så få et lille drej på paletten. Meeen det er vel ikke noget at rode tyskeren ind i…

Det er ikke mange gange i livet, vi tvinges til at træffe et poetisk valg - jeg kan på stående fod kun komme i tanke om tre:
1. Når der skal vælges udgangs-salme i kirken ved en begravelse.
2. Når ungerne skal navngives.
3. Når man skal male vægge og til at vælge farver.

I samme rækkefølge bli’r det så:

1. Altid Frejdig Når Du Går. (Som ikke er en dødssalme, men det plejer man jo)
2. I min tid – Jens, Ole, Per eller Helle. Nu til dags monstrøse myriader af urte- og blomsternavne, behørigt spændt foran bedsteforældre-navne, et enkelt nordisk gudenavn, og til sidst det uundgåelige, efternavnet.
Mynte-Oregano-Johanne-Sofie-Caroline-Ane-Gefion (Og så kommer den, aaargh!) -Pedersen. Arme barn. Så blev det sgu herdag igen.
3. Hvid. Hvid hvid hvid.
Hvidt udvendig og hvidt indvendig. Så har man da i det mindste ikke gjort noget galt. Og det lysner jo så dejligt op. – Ja, og blænder…

Hvid er ingen farve. Står man og tværer sine vægge hvide, skyldes det at man ikke har turdet træffe et et poetisk valg – et farvevalg. Eller gidet, og det er skam helt okay. Så længe, jeg ikke skal gå og glo på den.
Men bag den bevidstløse hvide væg gemmer sig noget trist og forstemmende. Usikkerheden ved at skulle turde tænke fantasifuldt, uskræmt og poetisk.

Fra første skoledag udsættes vi for en systematisk nedbrydning af vores medfødte nysgerrighed, fantasi, kreativitet og beslægtede anarkistiske (barnlige) unoder. Alt dét der kan forstyrre den lineære og målrettede undervisning. - Og mens gråden og længslen efter at tosse rundt udendørs presser sig på bag øjet – ja så har vi bare at sidde stille på vores røv.

Hvor er det godt at vi for en tid SLET intet nyliberalt og såkaldt fornuftigt eller målrettet hverken kan eller skal foretage os. Vi synger og oplever og finder på i en farvefyldt uorden. Og senere kan vi spørge os selv, om livet blev fattigere af at undvære dét tabernakkel, der nu er aflyst på ubestemt tid. Inklusiv min egen galen op.

Gud har givet os en angelegen ørenfigen. Og som trøst et strålende vejr…

Go’ søndag.

K. Allan.

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C