Koncerter
Bagom sangen...

Vintersol
For nogle år siden kørte jeg med min storebror til landsbyen, Marie Magdalene på Djursland. Min bror ville gerne se kirken - og især dén flyve-røn, et træ, der voksede i murværket, over kirkedøren. Nu...

Vintersol

For nogle år siden kørte jeg med min storebror til landsbyen, Marie Magdalene på Djursland. Min bror ville gerne se kirken - og især dén flyve-røn, et træ, der voksede i murværket, over kirkedøren. Nu er træet der ikke mere, og det er min storebror heller ikke.

Jeg tænkte på den fine tur, vi havde derned, og at Marie Magdalene er et meget flot bynavn. Jeg kan ikke tro, nogen kan være er født eller vokset op i Marie Magdalene, uden at dét i sig selv har haft en positiv indflydelse på, hvem man er blevet til, senere i livet. Bare en lille smule, i hvert fald - måske dén smule, der udgør forskellen, dén dag man står overfor et andet menneske, med et mordvåben i hånden. (- Så er det jo ikke så fedt, hvis den anden kommer fra Kassel eller Wuppertal).

Jeg satte mig for, en dag at skrive en sang, hvor byen, Marie Magdalene indgår i teksten. For så kunne man forestille sig en husmor ved sit køkkenbord, der en formiddag slår sit vindue op, og råber ud over sin landsby - Skynd jer - tænd for radioen, der er én der synger om os!

Og så syntes jeg der var noget gammelt og ukrænkeligt over dén landsby - osse fordi, min storebror var én, der i sin milde tilstedeværelse, besjælede sine omgivelser med ro og ånd, så sangen kom til at handle om to, der på tværs af al fornuft og skik, møder hinanden, et sent sted i livet.

Det er én af få sange, jeg ikke helt kan sted- eller tidsfæste, men at vurdere efter de første linier i sangen, om at nu sidder hun og glor på bryllup med en prins, og én fra Shanghaj - må det ha' været i tiden efter Joachim og Alex's bryllup. - Det ved jeg heller ikke helt, hvornår var - googler lige... nå, 1995. Den er nok fra omkring '97, og skrevet i Aalborg.

Gå til sang

Ord

Når en ung mand slår ihjel

Når det nu alligevel er søndag...

03.05.2020

Det er søndag den 3. maj…

… og skønt der ikke er noget at lave, fodrer vi fortsat på cirkushesten.

Kulturen - de udøvende og deres publikum var de første der blev ramt, og bliver de sidste der får hjælp. Og lur mig om ikke osse indendørs arrangementer, som dem vi lever af, bliver de sidste til at åbne igen. Det er der ikke noget at gøre ved. Meeen - man aner da konturen af en ægte blues i horisonten.

Hermes Replica Handbags Yahya Hassans’ hest er der ingen der fodrer mere. Jeg ved ikke om Yahya havde en hest, men hvis han havde én, må dens blik have været opspilet og rødsprængt og bidslet skummende af fråde, når den befandt sig under ham.

Yahya Hassan var rasende – ikke over at være sat i verden, men over at være sat i verden under et sadistisk tyranni og opvokset under et resignerende institutionssystem, der ikke var i stand til at se ham.
Men ingen rask dreng undlader at reagere på fortræd i opvæksten, om det så er udad eller indad. Desværre er det oftest indad. Men ikke hos Yahya Hassan. Han havde noget ingen kunne ta’ fra ham, nemlig sproget. Og med sproget stod han op i mod sin baggrunds vanvid og behandlernes/fangevogternes halvhjertede apati.
Gid der var flere af hans rasende slags i dén generation.

For nogle år siden ville jeg skrive en sang om Yahya Hassan, men jeg turde ikke. Det skulle være en gendigtning af en Bob Dylan sang fra pladen, Pat Garrett & Billy The Kid. (Den med Knocking on Heavens door). Men jeg turde ikke. Folk både tæt på Hassan og tæt på mig fortalte, at man aldrig vidste, hvad han kunne finde på, og så lod jeg mageligt være. Det eneste der ville være mere fejt, ville være at skrive sangen nu, hvor Hassan er død.

Yahya Hassan elskede sproget. Ikke bare beherskede han det - han herskede over det. Og uden sproget havde han for længst siddet blandt sine fætre i det grusomme ungdoms-fangehul, ’Grenen’ på Djursland.

Yahya Hassan skrev digte, men en hund efter digte er jeg nok ikke. I Yahyas’ tilfælde var det nu heller ikke det vigtigste, hvorvidt man fik læst digtene. Man kunne ikke undgå at høre og kende dem. Han efterlader et aftryk, der var umuligt at være upåvirket af, alene ved sin korte tilstedeværelse blandt os.

Finere og mere vedkommende bliver kunsten ikke.

Go’ søndag.

K. Olsen

Prada Replica Handbags
 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C