Koncerter
Bagom sangen...

Trist som en tigger i bombay
Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg k...

Trist som en tigger i bombay

Èn af de indspilninger, jeg ikke holder ud at høre, på plade. Den er jo totalt lam - sådan går det bare nogen gange. Først da vi spillede den live, til Grammy-awards, fik den noget kant, omend, jeg kunne ha' sunget den bedre...
Jeg ku' altså ikke nære mig for lige at kommentere på dén dér triste-rock bølge, der bare messede ud over stepperne, på dét tidspunkt.
Generelt er der alt for få, der mener noget som helst i dansk rock - og showbiz, i det hele taget. - Der er ikke meget Paul Weller dizzer Liam Gallagher, som så vil slås, hvis de ses til Music Awards, herhjemme. Og det ku' jo ellers være ret festligt. - Ikke siden Peter A.G. gik bananas over at Thomas Helmig og DAD havde formøblet hans formue, på et vanvids-WigWam-projekt, har der været meget slag i bolledejen. - Men ved dén lejlighed inviterede jeg A.G. på en dejlig, hot curry, på restaurant Thaj, i København - for at se ham sprutte og hvæse. Han skuffede ikke...

Desværre var der én eller anden klap-hat - jeg tror det var på Berlingeren - der fik drejet min sang derhen, at det var en kritik af Saybia - hvilket det ikke var.- Det var bare en kommentar til, at rocken var - og stadig er - totalt humor-forladt, mens stand-upperne, der har taget patent på at være sjove, er tå-krummende umorsomme...
- Skrevet i Tyrkiet, iøvrigt, mens jeg var holdt op med at ryge - og kun røg i smug, for mine unger. Konstant...

Gå til sang

Ord

Miss Pachoulia

Olsen skriver ligeud - Del 2 - At holde øje med en fjord

28.02.2021

OLSEN SKRIVER LIGEUD

DEL 2:6 - 'AT HOLDE ØJE MED EN FJORD'

-----------------------------------------------------

Tre mænd på en bænk, mere end midaldrende.

Er der mon noget som helst godt ved alderdommen? Måske. Men sikkert kun ved at være i begyndelsen af den, skønt selv dét ved man vel ikke meget om endnu? - Hvilket i sig selv jo er godt, altså at der trods alt er noget, man endnu ikke ved, omend man ved meget. Blandt andet ved man, at man ikke skal regne med at blive meget klogere, uanset hvor dum man har været. Eller regne med at blive til et bedre menneske, hvis man altid har været et dumt svin. Og som de fleste ved man, at man nok er lidt for tung, men - endnu da - hverken omsorgs-tung eller helt overflødig. - He he, fra tung til omsorgs-tung, ja ja…

Fedt at kunne sidde hér og lune sig ved disse ting, svøbt i løgnen om at vi selv stadig var langt væk fra selve alderdommen. Og vi sad og drak. Fernet Branca og lunken rom i to termokander, retfærdigt placerede på jorden foran os. Midt for, ude af ejermænds hænder.

- Tredive igen? - Fandme nej. Alt det lort, man så skulle til at igennem, neeej…

Nogenlunde sådan kunne vores samvær på toppen af Fjordbakken sammenfattes. Tilsammen et par hunderde års erfaring. Mulighed for at snakke om kvinder, helbred, synspunkter og drage konklusioner - acceptable som tvivlsomme, anekdoterne, og så selvfølgelig de fælles minder, efter fyrre års udviskende fygning.

- Joh, der var såmænd nok at ta’ fat på. Så meget, at der opstod en usynlig ed mellem os om at lade være. Om at holde igen og nøjes med det indledende fremfor at kaste sig ud i noget af det større. - Herregud, det er fint som det er, nu bare sidde.

- Ræk mig termoen.

Og måske mærkede vi, at netop denne ed cementerede rigtigheden i, at det var netop os tre, der nu mødtes hér fyrre år senere.

Solen var næsten væk bag Malles bakke i sydvest, og væk fra vores rygge, men vi var jo klædt på. Og den lave kant af gult vinterlys lagde an til sin daglige overraskelse; den ville holde ud, længere end man skulle tro, inden det rigtigt blev mørkt.

Nede foran os var fjorden blevet sort og død. Den faldt i ét med Nørreland ovre på modsatte side, og der kom lys i vinduerne i de spredte bebyggelser derovre. Og over dem, prikker af lys meget længere væk, stjerner som besværligt blinkede sig vej gennem luftens mærkelige stof. Og jeg tænkte, at dén fysik behøvede vi ikke John, ingeniøren, til at forklare os.

Vi sad og så ud over fjorden, som var det en opgave, vi havde påtaget os. At holde øje med den.

Så rejste Jens Erik sig, og han sagde:

- Nå venner. Han spejdede henover vi andre, og gestikulerede. - Nu det stykke skov derude, sagde han, og ventede på at vi fik os drejet rundt.

- Hvad vil du sige, John, hvor langt er der derover - et par kilometer vel?

- Give and take.

Og inden John fik svaret, fortsatte han:

- Ser I de to høje graner, der rager op over det dér skov?

Ovenud af den smalle mørkning langt væk knejsede to kulsorte søjler mod lyset og himlen, som tusch på en blind mands armbind.

- Dem dér... - Kan I huske, når vi huggede om det?

- Arrrh for helvede Jens Erik. - Hva’ har du så fundet på? grinede John med termokanden, den med rom, ved munden.

– Ha, jo ser I: Én af os tre må afsted og op i toppen af én af de dér to graner, vi kan sige den venste. - Op og gi’ tegn. Så bliver de andre to hér og venter. – Kom så John. Os to først! Jens Erik rakte en knyttet næve frem mod John.

- Sten, saks…

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C