Koncerter
Bagom sangen...

Miss Pachoulia
Miss Pacholulia var en af de første sange, jeg skrev i mit super-skrive-studie-rum i vores hus, i Hasseris. Som andetsteds omtalt, lærte jeg hurtigt af mit perfekt indrettede arbejds-værelse, at dén...

Miss Pachoulia

Miss Pacholulia var en af de første sange, jeg skrev i mit super-skrive-studie-rum i vores hus, i Hasseris.
Som andetsteds omtalt, lærte jeg hurtigt af mit perfekt indrettede arbejds-værelse, at dén slags steder, lisså godt kan blive en forbandelse, som en velsignelse. Hver en pind og hver en nøje udtænkt detalje råber - kom så, kom så - få så noget fra hånden, mand!
Men sildebens-parket i egetræ, gør ikke nogen til en bedre forfatter, eller mere leveringsdygtig. Til gengæld rådner samvittigheden så meget mere, hvis det fucker op. Og familien begynder at sige - Hva' var det ikke meningen du skulle sidde oppe i dit fine rum, i stedet for hér ved køkkenbordet??

Miss Pachoulia er en fantastisk sang. Det siger jeg, fordi jeg ved, den indeholder så mange brud med, hvad normal sangskrivning indebærer, har så mange hints, til alt muligt historisk, og meget andet - og alligevel en ubestikkelig troskab, overfor den kærlighedssang, den til syvende og sidst er. Og jeg ved, jeg var totalt fokuseret, mens jeg skrev den - hvilket tog måneder. På én eller anden måde virker det bare ikke... Det er som om, det bare er for meget.

Uanset hvor "stor" en sang er, så er og blir' sangskrivning altså en kunstart med sine begrænsinger. Og nogen gange ender en sang med mere at være et film-manuskript, eller en novelle, end en sang - og dét er jo en helt anden gebét.
Jeg moslede med hver linie, lange nætter - Og endelig stod jeg klatøjet med tre overfyldte askebægre, og kunne stolt vise mig selv et skrummel af en skulptur af en hest, på skuldrene af en rytter. Det var fuldbragt - ikke ét ord i den sang kunne være anderledes...

Miss Pachoulia endte i al stilhed nede som nummer 6, på Multo Importante, nede midt i, hvor den ikke gør meget væsen af sig. Så vidt jeg kan se på mine afregninger fra KODA, er den højst blevet spillet i radioen 2 - 3 gange, ved koncerterne ønsker ingen at høre den - og spiller jeg den en sjælden gang, er det mest for at fortælle ovenstående historie.
Det er lidt lissom med Zeppelinerne. - Hvilken vidunderlig idé - men der flyver ikke mange af dem...

Ps.:
Pachouli er en æterisk olie, fra bladene på en plante, fra de varme lande. Pachouli har været benyttet som parfume i århundreder, og i 60'erne og 70'erne var duften nærmest identisk med ungdomsoprør, opbrud, alt det nye der kunne ryges, og så videre. Det var sådan noget Hare Krishna-hejs...
I dag er det sjældent, næsen fanger et lille pift Pachouli - dog kan man med fordel ose lidt omkring Christiania, hvis man vil ha syn - eller duft - for sagen.

Jeg vil altid forbinde duften af Pachouli med én af disse tidlige, håbløse forelskelser, i en pige, der flyttede til Fresse, med sin familie. Hun gik i Afghaner-pels, og var den første, vi hørte, sige, "fedt".
Men hun var fire måneder ældre end mig, så det var et umuligt projekt. - Lidt lissom sangen om hende, måske...

G� til sang

Ord

Brunstig
I brunst, liderlig

Tour-update

24.04.2012

Well well, så er halvdelen af trio-turen vel overstået. - Ikke at det skal lyde som om, det er en besværlighed, for det er en fornøjelse at "ture" med Nick og Per - og med Jan og Jesper... Og en fornøjelse at spille for jer. Jeg har Danmarks mest begavede og kvalificerede publikum!

Som gennem-ægte damp-barn er det de tilfældigt tilstødende tildragelser ( sikke en mastodontisk konstruktion ) der tegner dagene, mere end, hvordan den ene koncert lige går, i forhold til den næste. - Det kan være noget med, hvor Nick og Per og jeg lige æder frokost, imens Jan og Jesper stiller alt grejet op - kan i den forbindelse varmt anbefale restaurant " Under Klippen " i Holstebro! - eller hvorvidt det nu lykkes gutterne at få fyldt diesel ( for mine penge ) nok på kassevognen, til at nå over Vejle Fjord, etc... 

En af den slags "random" oplevelser fik vi i Odense. Jeg traskede ned til morgenmad-buffeten, på hotel Plaza, og der sad minsandten hele det danske ishockeylandshold, artigt labbende havregryn i sig. Nu er ishockey - bortset fra boksning - den eneste sport for mænd, som man kan respektere. Så jeg hældte en del juice direkte ned i bakken med rundstykker, mens jeg betragtede dette skue af prægtige unge sportsmænd. Mine heroes, samlet til træning hér, 14 dage før VM starter i Finland. Morten Green var der, og Frederik Andersen, og måske osse Frans Nielsen. Men han er så stor en stjerne, at selvom han var der, ville han ikke rigtig være til at få øje på... Og jeg ku' sagtens glo, for ingen af dem har den fjerneste anelse om, hvem Olsen fra sydbyen er. - Måske lige med undtagelse af holdlederen, Esben Nedermark, der selv kommer fra dén ende af byen, så vi fik en rask snak over scrambled-eggs om, hvorfor fanden hockey bare ikke kan få ordentlig fat, hér i Århus...

Dét jeg kan li' ved hockey - nej dét ville føre for vidt - men én ting jeg kan li' er, at det konstant er hér og nu. Man kan ikke spille henholdende fedtspil, og se tingene lidt an, i ishockey - eller i boksning - man må frem, og gi' dét, man har. Ellers er modstanderen smuttet, blot  for at dukke op sekundet efter, et meget grimt sted... Dansk ishockey består af godt 4000 spillere, alt medtaget - cirka det halve af, hvad man har i en svensk by som Göteborg, alene. Alligevel har vi - pt. - bidt os fast blandt de 10 bedste nationer i verden, den seneste halve snes år. Det er humlebien, der flyver, selvom den teoretisk set, ikke kan. - Nøjagtig som det er, når det ( against all odds ) lykkes for en nordjysk folkesanger at få en karriere ud af en tvivlsom, lettere løgnagtig hals, og et meget personligt guitarspil. - Osse hér burde kommunen gribe ind...

Nå, men der er måske ikke så meget sex drugs & rock'n roll at fortælle om. Vi ser til at der bliver drukket en del cubansk rom, og vi er alle (lalle)glade rygere - men derudover er det sgu nok meget køjen, der kalder, når vi forlader en koncert, et par timer efter alle andre. Heldigvis er der så meget godt lir og lal mellem os, at der er nok at snakke om. Ok, der er ikke meget Lemmy eller Alice Cooper over det - men Per og jeg kan altså finde på at sidde og snakke om, hvilke træer, der lige nu er tættest på at springe ud - sorry! Det er vist lidt som dét udklip, min gode - nej fremragende ven Viggo Sommer har hængende på sit lokum. Det er fra et ugeblad, fra en gang i 80'erne, tror jeg, og det er med Keld og Hilda. De fortæller om, hvor vildt det går for sig nytårsaften, hjemme hos dem. De siger, at nu, hvor børnene er store er det ret afslappet - ikke som i gamle dage. - Da kom naboen forbi, og så fandt de på at stoppe sukker-knalder i hinandens kaffekop, og en enkelt gang trillede æbler hen ad gulvet...

Ellers er recepten på scenen den (for musikerne) meget irriterende, at jeg ikke holder af at øve alting ihjel. Jeg er for rastløs til at køre den samme smøre, hver aften. Men jeg synes, vi har fundet en SOUND, og det er dét det drejer sig om, som Keih R. siger - SOUNDEN...

Nu er det det så Århus to dage i denne uge, på goe' gamle Train - og Vejle og Sønderborg. Glæder mig til at prøve den nye motorvej!

Ses, derude!

Yo, Allan.

 

 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C