Koncerter
Bagom sangen...

Frie Mænd
Dette lille velordnede land lukker sig ved tusmørke omkring freaks, snigere, krejlere, perverse stoddere, stødere, bug-skrydere med busk-ryddere, udskud i træksko uden hælkappe, og med tvivlsomme hens...

Frie Mænd

Dette lille velordnede land lukker sig ved tusmørke omkring freaks, snigere, krejlere, perverse stoddere, stødere, bug-skrydere med busk-ryddere, udskud i træksko uden hælkappe, og med tvivlsomme hensigter... Der er flere dildoer bag nedrullede gardiner, i Den rådne Banan, end på Vesterbro - historier, der ryster det jævne, fladskærms-dopede kaffe-liv, dukker op, i formiddags-avisernes head-liners. "Mand bider hund" , "Gift ged Død" og så videre. - I love it...

Det kan godt være, Information og Politiken går bag om alting - men jeg ved som halv-gammel strejfer, i det store og hele, hvordan landet ligger. Det er bare nye nuancer, hver gang en ny krap-halset debattør, melder sig på banen... Men pladder-pressen er der først, med nyt om, hvor rabiat og vanvittigt livet former sig, mens de fleste af os ligger og savler på puden...

Ham hér i sangen er så betaget af en kvinde, at han har indstillet sig på, måske - i den bedste af alle liberale verdener - at kunne købe hendes lig, hvis han bare har råd. Så vil han udstoppe hende, med vat og kapok (Jeg er vild med dét ord, og bruger det osse i Turki Tonki), og bare ha' hende stående, ved vinduet... - Skulle det da være en bedre skæbne at formulde i sin grav, mellem skolopendere og kryb?

G� til sang

Ord

tyve krone-seddel
1979-1981 (den med de to gråspurve)

Life on the road

05.04.2014

Jeg har intet i mod Herning, selvom de i aftes, fortjent og definitivt slog White Hawks ud af ishockey-semifinalerne. Men indrømmet – jeg har altid haft et lurende spørgsmål med mig, når vi ankommer til dén by: - Hvordan startede det – og hvorfor? – Hmmm, der er ét eller andet spooky ved Herning. Byer der ligger ved vand har altid været mit naturlige element. Og det kan sagtens være mig, der har et geografisk svigt med hjemmefra…

Helt siden jeg spillede på Nikodemus – forløberen for det fremragende, nuværende spillested, Fermaten, har jeg, straks jeg var indenfor, følt mig i fremragende selskab.

Nu i fredags – hvilken vidunderlig behandling. – Vi er jo rejsende. Vi er forlegne og  lidt gulvkiggende, når vi efter endnu et par timers vindstøj og optankninger pludselig befinder os et nyt sted. Vi skal lige ankomme… Det fatter det søde par – de kaldes ”afviklere” (for en sjælden gangs skyld, et godt dansk ord i showbizz) – da de åbent og gæstfrit tar’ imod os, på Fermaten. Ingen pis. – Og ved I hvad? – Så bliver koncerten osse derefter. Dejlig aften i Herning – igen...

Så over Storebælt. Nøøøj. Dén bro er altså bygget til at være et kick selv efter mange overkørsler. Forstår godt, de tar’ entré – og så vist den næst– eller tredje-højeste i verden.

Det er i sig selv provinsielt at betragte København som en storby. Jeg boede der selv i 90’erne, og jeg elsker storbyer. Men det var – og er bare som om, København har for mange af storbyens ulemper – og for få storby-fordele… Alligevel er den stor nok til at være mange ting, jo. - F.eks halv-marathon.

Vi ankom til vores andet hjem, Hotel Guldsmeden, på Vesterbrogade, og allerede lørdag over middag havde vi emsige orange-klædte vagter i hælene, når vi ville over Vesterbrogade. Ved 13tiden var man fanget på dén side af gaden med de lige numre – uden mulighed for at komme over med mindre man gik ind til Rådhuspladsen, hvor der var en bro – med omkring en halv million tilskuere. Til gengæld ku’ vi stå i vinduerne på første sal, på Guldsmeden, og se de første, noget magre kenyanere spæne forbi med en japaner i hælene. Kæft, de løber stærkt – og fjerlet…

Det var i timerne efter, problemerne begyndte. En stadig stigende strøm – eller flod – af noget tungere bygget menneskeligt materiel luntede forbi – i langsommere og langsommere tempo. Damer med barnevogne kæftede op og skældte ud. – Hér var man lige i Føtex – og bor i Saxogade, på den anden side – og så ka’ man fååååckin’ ikke komme hjem, eeehh…

Halv-marathon ku’ lisså godt ha’ foregået i Herning. Og de havde måske endda været lidt kvikkere på logistikken?

Copenhagen Jazzhouse, som det så fint hedder – to aftener med intimkoncerter. Plads til godt 300 per aften, vist. Sad backstage og funderede over, hvor kort tid, jeg synes, det er siden, at Johnny og jeg sad og snakkede om, at hvis man bare ku’ nå op og spille for små 100 mennesker i de ti største byer – så ville lykken være gjort.

Dengang var intimkoncerter dén slags, hvor et venligt fjernt familiemedlem og måske nogen man havde mødt på en ferie et sted, dukkede op – og stort set ikke andre…

Jazzhouse er bygget om, siden jeg var der sidst – men ordet intim er virkelig rammende, for stedet har sjove vinkler og nat-hulestemning. Til gengæld vil jeg ikke lægge skjul på at personalet ku’ ha’ gavn af at besøge deres kolleger, på Fermaten i Herning.

Men – igen – en uge med dejlige koncerter. Thanks… 

Nyhedsarkiv »

Booking: Misja Blix 20627480/ misja@blixogco.dk - Blix & Co. - Lollandsgade 20, 1 - 8000 Århus C